Køb dit mediehus

Viborg Stifts Folkeblad og Dagbladet Holstebro-Struer håber at komme på lokale hænder for første gang i 130 år.

Den engelske kapitalfond Mecom har sat Mediehuset Viborg Stifts Folkeblad og Mediehuset Region Holstebro til salg. Ifølge aviserne selv åbner det for en historisk mulighed.

- Det åbner mulighed for, at mediehuset for første gang i flere end 130 år kan bliver ejet af viborgensere, skriver chefredaktør Lars Norup i sin leder i Viborg Stifts Folkeblad.

Og hos Dagbladet Holstebro-Struer er tonen den samme. Her er det blot Nordvestjyderne, der får den historiske mulighed.

Begge aviser har fået mulighed for at sælge til lokale i en såkaldt "management buy out".

- Det er formentlig første, sidste og eneste gang, den mulighed opstår og vi føler begge (salgschef og chefredaktør. red.) en stor forpligtelse til at lægge alle kræfter i det, skriver chefredaktør Hans Krabbe, Dagbladet Holstebro-Struer.

100 ansatte

Viborg Stifts Folkeblad har i følge avisen egne oplysninger om 25.000 daglige læser af avisen. Der til kommer op mod 3000 daglige bruger af web-avisen for uden lokalaviser og lokalradio.

Dagbladet i Holstebro, Struer og Lemvig har 38.000 daglige læsere, plus web, ugeaviser og lokalradio.

Til sammen er der omkring 100 fuldtidsansatte i de to mediehuse og et antal deltidsstillinger.

Vi har mere om det historiske salgsforsøg i vores udsendelse klokken 19.30.