Knud hjalp med at redde kvinde fra druknedød: - Det gik stærkt

​Kaptajn Knud Kristensen sejlede Feggesundfærgen, da en redningsaktion pludselig skulle sættes i værk onsdag aften. Politiet storroser indsatsen.

Skipper Knud Kristensen gav den alt, hvad Feggesundfærgen kunne trække, da en 54-årig kvinde skulle reddes onsdag aften.
Skipper Knud Kristensen gav den alt, hvad Feggesundfærgen kunne trække, da en 54-årig kvinde skulle reddes onsdag aften.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Handlekraft og godt samarbejde.

Det er nøgleordene i den redningsaktion, som fandt sted onsdag aften ved Amtoft Færgehavn, da færgeskipper Knud Kristensen sammen med en kollega og to politibetjente reddede en 54-årig kvinde, der af var kørt i havnen.

 - Det er ikke et sted, vi normalt sejler. Vi ved vidste ikke, om vi ville støde på grund, men det gjorde vi heldigvis ikke, siger Knud Kristensen.

- Det gik stærkt det hele. Der var held med i spillet på alle mulige måder.

Færgen havde udrykning på

Heldige omstændigheder gjorde, at bagklappen i kvindens bil åbnede, så hun kunne slippe ud. Herefter lå hun i det iskolde vand i hele 15-20 minutter.

Imens skyndte Knud Kristensen, en kollega og to politibetjente sig alt, hvad de kunne for at sejle Feggesundfærgen ud til kvinden, der klamrede sig til en flydebro. Betjentene tændte udrykningen på patruljevognen, mens færgeskipperen trykkede gas håndtaget i bund.

- Det var nogle hektiske minutter. Det er helt sikkert, forklarer Knud Kristensen.

1:42
Her kan du se, hvordan det ser ud, når en bil synker. Billederne er fra en beredskabsøvelse i Aalborg Havn.
Foto: Beredskabsstyrelsen / Redigering: Mass Lisby

Skipperen formåede at sejle færgen ind til flydebroen, og så kunne kollegaen og politiet redde kvinden i land.

- Jeg må indrømme, at jeg tænkte lidt over, hvad der var sket, da jeg kom hjem. Det gik så lynhurtigt. Vi glæder os utrolig meget over, at det ikke gik galt, lyder det fra Knud Kristensen.

- Vi var et godt team sammen med de to betjente.  Det var en god aktion, hvor alting lykkedes. Hun kunne selv gå ind i ambulancen, så det var en rigtig succeshistorie.

- De har gjort en kæmpe forskel

Redningsaktionens udfald får Jørgen Jensen fra Thisted Politi til at storrose både besætningsmedlemmer på Feggesundfærgen og sine kolleger i patruljevognen.

- Det er så godt gjort, at kaptajnen på færgen sejlede over til den flydebro. Han vidste i bund og grund ikke, om der var vand nok til, at han kunne sejle derud, men han tog chancen for at få hurtigt fat på kvinden.

- De har gjort en kæmpe forskel. Det er en af de dage, hvor man synes, det er sjovt at være politimand, siger Jørgen Jensen.

Kvinden var så nedkølet af at ligge i det kolde vand, at hun blev fløjet med redningshelikopter til hospitalet i Aalborg. Hun er dog hjemme igen og har det efter omstændighederne godt.

2:11