Knivtyve varetægtsfængslet i fire uger

To georgiske knivtyve er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Den ene kærede kendelsen.

retten_i_viborg8.jpg

To georgiske mænd på 33 og 44 år, der fredag forsøgte at stjæle fire knive til en værdi af 4.000 kroner, er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser anklager Ulrik Panduro fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Tyveriet foregik hos Ramsing Shopping Center i Spjald. Mens den 33-årige mand forsøgte at aflede én af ekspedienternes opmærksomhed, tog den 44-årige de fire Global knive og skjulte dem i bukselinningen og dækkede dem med en trøje. Det spottede en anden ekspedient, som bad ham løfte op i trøjen. Politiet blev tilkaldt og anholdte de to mænd.

Flere forhold til den ene

Efter at have taget tyvenes fingeraftryk stod det klart for ordensmagten, at den 33-åriges DNA matchede et indbrud fra 2015 i en brugs ved Silkeborg, hvor der blev stjålet cigaretter for 28.000.

Den 33-årige kærede kendelsen, da de to blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

Højesteretsdom: Fængselsstraf til udlændinge

Ifølge Ulrik Panduro har man som tommelfingerregel, at berigelseskriminalitet så som tyveri for op til 8.000 kroner giver en bøde. Men en højesteretsdom har fastlagt, at det nu er retspraksis, at udlændinge, der kommer til landet med det formål at lave kriminalitet, skal fængsles ubetinget. Tyveri af den kaliber, som det fandt sted i Spjald, kan give mellem 40 og 60 dages fængsel.

- Det her er et klassisk eksempel på udlændinge, der er indrejst med det formål at lave indbrud. Det er min vurdering, fortæller Ulrik Panduro.

Ud over en fængselsstraf kan udvisning samt indrejseforbud komme på tale for de to georgiere.