Knivstikkeri i Herning: 20-årig offer tavs i sagen

En 20-årig lokal mand blev i nat ramt af adskillige knivstik i Herning. Han vil ikke samarbejde med politiet, der derfor frygter et muligt bandeopgør.

AmbulanceNat.jpg

En tilfældig forbipasserende fandt lørdag nat klokken 00.31 en 20-årig blødende mand på Dalgasgade i Herning.

-  Vidnet slog alarm til politiet, og vi kom hurtigt frem til den tilskadekomne, der var blevet ramt af flere knivstik, fortæller vagtchef Anders Olesen.

Det 20-årige offer blev bragt til Herning Sygehus, hvor lægerne kunne konstatere, at han var blevet ramt af adskillige knivstik flere steder på kroppen.

-  Han er ikke livstruende skadet, men på grund af de mange knivstik vurderer vi, at der er tale om forsøg på manddrab. Nogen har villet gøre det af med den her unge mand, siger Anders Olesen.

Nogen har villet gøre det af med den her unge mand. Vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

En hundepatrulje søgte efter spor og fandt frem til et gerningssted på Godsbanevej bag ved Herning Station.

-   Vi har efterforsket hele natten og lavet tekniske undersøgelser på stedet. Jeg kan ikke afsløre, om vi fandt spor derude.

Kan være et bandeopgør

Den 20-årige mand har indtil videre ikke ønsket at fortælle politiet, hvad der skete lørdag nat. Han er fra Herning og er tidligere kendt af politiet, og på grund af hans tavshed kan politiet ikke afvise, at der kan være tale om et internt opgør.

-  Vi er meget opmærksomme på, at det her kunne være et bandeopgør, men vi ved det ikke endnu, lyder det fra vagtchefen søndag morgen.

Politiet har arbejdet på sagen hele natten, men leder altså fortsat efter gerningsmanden.