Knivstikker har meldt sig selv

En 42-årig mand fra Herning meldte omkring midnat sig selv til politiet. Han var eftersøgt for det knivstikkeri, der fandt sted i Brande anden juledag.

Haanjern-Paa_0.jpg

Politiet har nu fundet den mand, som sent torsdag aften dukkede op i et hjem i Brande, hvor han stak en 44-årig mand adskillige gange med en kniv.

Der er tale om en 42-årig mand fra Herning, som omkring midnat ringede til politiet og meldte sig selv. Han fortalte, at han befandt sig på sygehuset i Kolding for at blive tjekket for en hjernerystelse.

- Han ringer og siger, at han vil melde sig selv, når han er færdig på sygehuset. Det har vi ikke helt tålmodighed til at vente på, så vi sender en patrulje ned for at hente ham, fortæller Lars Even, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet kunne herefter anholde manden klokken halv to. Hjernerystelsen har ikke nogen umiddelbar relation til knivstikkeriet.

- Han ønsker ikke at forholde sig til skyldsspørgsmålet, men han er meget samarbejdsvillig, og vi har en klar forventning om, at han kommer med en forklaring i retten, siger vagtchefen.

Af hensyn til efterforskningen ønsker politiet fortsat ikke at udtale sig om mandens motiv.

Knivstikkeriet fandt sted, da offeret sammen med sin kæreste var ved at rydde op efter en privat julefrokost på Ørbækvej i Brande. Den 42-årige mand troppede op på adressen omkring klokken 22:20, og efter et skænderi mellem manden og husets 44-årige beboer, stak gerningsmanden ham flere gange med en kniv.

Offeret er fortsat indlagt på sygehuset i Herning - hans tilstand er stabil, og han er uden for livsfare.