Knivrøveri i Holstebro

Fakta i Holstebro blev søndag aften udsat for røveri. En mand truede personalet med en køkkenkniv til at udlevere omsætningen.

fuld.jpg

Søndag aften klokken 21.10 begik en mand røveri mod Fakta på Vestergade i Holstebro.

 - Han dukker pludselig op i butikken efter lukketid og truer en 17-årig ekspedient til at udlevere omsætningen, fortæller politikommissær Henrik Glintborg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Røveren havde gemt sig på butikkens kundetoilet efter lukketid.

Rystet ekspedient

Røveren opsøgte den 17-årige ekspedient fra Holstebro og holdt en køkkenkniv op foran ansigtet på ham, hvorefter ekspedienten kastede sig ned på gulvet.

 - Vend dig om og kig væk, sagde røveren i følge politikommissær Henrik Glintborg.

En 24-årig ekspedient fik også besked på at kigge væk.

Herefter spurgte han vej til butikkens pengeskab. Han fik pengeposer fra fire dages omsætning med sig fra røveriet.

Udbyttet af røveriet vil politiet ikke frem med.

Den unge ekspedient får nu psykologhjælp.

Fanget af overvågning

Gerningsmanden blev fanget af butikkens overvågningskamera, da han gik ind i butikken klokken 20:54. Butikken lukker klokken 21.

Efterlyser vidner

Politiet efterlyser vidner til røveriet. De er særlig interesseret i at høre fra vidner, som har set røveren efter, at han forlod Fakta på Vestergade.

Beskrivelse af gerningsmanden:

 - 180 centimeter - Han er almindelig bygget, har en skæv næse og sorte bakkenbarter - Han havde en grå/sort windbreaker med tre lyseblå striber på og en kasket - Sorte sko med hvide snørebånd - Han havde en hvid sportstaske med rød hank

Politiet har telefonnummer: 1-1-4

lager.jpg

taet.jpg