Knivrøveri i Thisted

En maskeret mand truede sig på voldsom vis til kontanter i REMA1000 på Rozenkrantzgade.

Omkring klokken 21 søndag aften kom den maskerede mand ind i butikken. Han var iført sort hætte, mørkt tøj og bar på en sort taske med sort og grønt tryk. Manden havde desuden en meget lys stemme og talte med lokal accent.

- Med en kniv truede manden en 18-årig mandlig ansat og tvang ham til at udlevere et kontant beløb, siger Jørgen Jensen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Hverken politiet eller indehaveren af butikken er endnu ikke klar over, hvor mange penge røveren fik med sig.

- Vi har endnu ikke gjort op hvor meget han er sluppet afsted med, men vi har sædvanligvis ikke særligt meget i kassen på det tidspunkt. Butikken er topsikret, siger Laurits Petersen, der er indehaver af butikken.

Den voldsomme oplevelse har gjort stort indtryk på Laurits Petersens ansatte, men de har det efter omstændighederne okay.

- De opførte sig lige efter bogen, og gjorde det de skulle. Der blev tilkaldt psykologhjælp til de ansatte tyve minutter efter røveriet, siger Laurits Petersen.

Efter røveriet løb den maskerede røver væk fra stedet med retning mod vest.
Politiet vil nu gennemse overvågningsbillederne fra REMA1000 i Thisted og forsøge at finde frem til gerningsmanden.

Se her indslaget fra vores nyhedsudsendelse klokken 19.30:

 

 

0:39