Knivoverfald i fængsel

Tre indsatte i Statsfængslet Kærshovedgård ved Ikast er blevet anholdt for knivoverfald på en medfange. (Arkivfoto)

Haandjern-paa-politi_0.jpg

En indsat i Statsfængslet Kærshovedgård i Ikast er søndag blevet overfaldet med kniv.

Meldingen fik politiet i løbet af formiddagen, oplyser politiet.

Tre andre indsatte i det åbne fængsel er blevet anholdt af de betjente, der rykkede ud.

Umiddelbart har Midt- og Vestjyllands Politi ikke oplysninger om baggrunden for volden. Men offeret er ikke i livsfare.

- Der er ikke tale om alvorlig personskade, siger vagtchef Gert Høeg.

Politiets jurister skal søndag vurdere, om der er grundlag for at kræve de tre anholdte fremstillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling.

Dette vil dog i givet fald først ske mandag, lyder det fra vagtchefen.

/ritzau/