Knap 3000 mister dagpenge

De seneste uger er der dumpet et særligt brev ind i postkassen til tusindvis af midt- og vestjyder - de står nemlig over for at miste deres dagpenge.

Dagpenge171012.jpg

Der mangler job i Midt- og Vestjylland, og for godt 3000 borgere kan situationen nu betegnes som akut. I alt 2868 personer står nemlig til at miste deres dagpenge på grund af forkortelsen af dagepengeperioden fra fire til to år.

Disse personer er nu kommet ind under Regeringens akutpakke, som blev sat i kraft fra slutningen af september. Det har de fået brev om fra deres jobcenter de seneste uger.

Deres situation betyder nemlig, at kommunerne bliver forpligtet til at gøre en særlig indsats for at få dem i arbejde. Blandt andet skal hver enkelt borger have en personligt tilknyttet jobvejleder, og der skulle også blive bedre muligheder for at få vikarjob, når de bliver udbudt.

Klik her for at læse mere om dine rettigheder.

Hundredvis i hver kommune

Og der er nok at tage fat på for hver enkelt kommune. I Struer, Ringkøbing-Skjern og Holstebro er der ansat nye folk til at opsøge de lokale virksomheder i et forsøg på simpelthen at finde flere job til borgerne.

- Det går ud på, at vi i Jobcenter Struer rigtig gerne vil knytte de lokale virksomheder tæt til os. Vi vil gerne have at de ser os som en samarbejdspartner, sparringspartner i forbindelse med f.eks. rekruttering af nye medarbejdere, forklarer Morten Femhøj Pedersen, som er den person i Struer Kommune, der skal hjælpe med at finde de nye job.

Siden indsatsen gik i gang for godt tre uger siden, har han besøgt over 25 virksomheder. 200 lokale virksomheder er på listen over nye besøg, så antallet af arbejdsløse i Struer Kommune kan blive bragt længere ned.

Her kan du se en oversigt over hvor mange ledige, der står til at miste deres dagpenge i de enkelte kommuner:

Herning 528

Viborg 518

Holstebro 308

Ringkøbing-Skjern 307

Ikast-Brande 298

Skive 285

Thisted 200

Morsø 163

Struer 142

Lemvig 119

 

Tallene er beregnet den 16. oktober 2012 via www.jobindsats.dk