Knallert-tyv blev voldelig

Ung mand fra Kjellerup blev taget på fersk gerning under tyveriforsøg - og gik til angreb på manden, der forsøgte at holde ham tilbage.

Haanjern-Paa.jpg

En 26-årig mand endte med at blive sigtet for vold, da han natten til fredag forsøgte at stjæle en knallert fra en garage i Kjellerup.

Det hele begyndte, da en beboer på Vestergade ved 1-tiden opdagede, at nogen luskede rundt i hans garage. De ubudne gæster stak af, men kort efter var den gal igen. Manden overraskede to mænd i garagen - den ene stak af, men det lykkedes ham at holde den anden tilbage.

I første omgang forholdt den ubudne gæst sig roligt, men da det gik op for ham, at beboerens hustru var ved at ringe til politiet, forsøgte han at slippe fri.

Lederen af lokalpolitiet i Silkeborg, Henrik Glintborg, oplyser, at den 26-årige skubbede til beboeren og tog hårdt fast i hans trøje. Herved lykkedes det ham at slippe væk, men kort tid efter blev han anholdt.

Den 26-årige er nu sigtet for vold - og forsøg på tyveri af knallerten.

Henrik Glintborg siger, at politiet ikke har nogen grund til at kritisere husejeren.

- En civil borger må godt bruge den magt, der er nødvendig for at gennemføre en civil anholdelse, siger han.