Knæskadet VFF-målmand ude i op til et år

Viborg FF's målmand Lucas Lund blev alvorligt skadet i kampen mod Skive IK fredag aften.

En scanning viser, at den unge målmand kan se frem til en lang pause på 9-12 måneder. Det skriver klubben på sin hjemmeside i dag. 
En scanning viser, at den unge målmand kan se frem til en lang pause på 9-12 måneder. Det skriver klubben på sin hjemmeside i dag. 
Foto: Lars Troels/VFF

Der var stor glæde, da Viborg FF fredag aften sikrede sig en sejr i lokalopgøret mod Skive IK.

Men den ellers så gode sportslige aften led et alvorligt knæk, da VFF-målmand Lucas Lund i anden halvleg måtte lade sig udskifte med en knæskade.

Nu viser en scanning, at den unge målmand kan se frem til en lang pause på 9-12 måneder. Det skriver klubben på sin hjemmeside i dag. 

- Jeg har overrevet mit forreste korsbånd, så det er desværre den værst tænkelige melding. Jeg har heldigvis gode folk omkring mig, og den støtte, jeg allerede har mærket fra fans, holdkammerater og trænere giver bare ekstra motivation til at komme stærkt tilbage, siger Lucas Lund, som ellers ikke har yderligere kommentarer.

Lucas Lund kommer fra Viborg FF's eget talentmiljø, og blev allerede som U19-spiller rykket op som en del af førsteholdstruppen. Han fik sin officielle debut for klubben i efteråret 2018 i en pokalkamp mod Vildbjerg.

Lucas Lund har også spillet flere u-landskampe for Danmark.