Knæskade koster Viborg-streg håndbold-VM

Stine Bodholt kommer ikke med håndboldlandsholdet til VM i Tyskland. Stregspilleren er knæskadet.

Stine Bodholt når ikke at blive sin skade kvit, inden håndbold-VM i Tyskland begynder i december.
Stine Bodholt når ikke at blive sin skade kvit, inden håndbold-VM i Tyskland begynder i december.
Foto: Scanpix

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har modtaget endnu et afbud til det danske kvindelandshold forud for VM i december. Denne gang drejer det sig om stregspilleren Stine Bodholt, der i et stykke tid har været ukampdygtig med en knæskade, der fortsat volder problemer.
    
- Stine vil bruge december måned på at få styrket knæet, så hun i det nye år igen er "fit for fight" til at kæmpe for Viborg HK og landsholdet, lyder det i en pressemeddelelse fra Viborg HK.
    
Stine Bodholt har været med i begge de slutrunder, hvor Klavs Bruun Jørgensen har haft ansvaret for landsholdet, nemlig VM i Danmark i 2015 og EM i Sverige sidste år. Den 28-årige Viborg-spiller var en af tre stregspillere i VM-truppen, der også tæller Sarah Iversen og Kathrine Heindahl. Der er endnu ikke udtaget en afløser.
    
Inden udtagelsen af VM-truppen tidligere på måneden måtte også bagspilleren Anne Mette Hansen melde fra. Skytten fra den ungarske storklub Györ blev i september ramt af en korsbåndsskade og har opgivet at blive klar til slutrunden.
    
VM spilles mellem 1. og 17. december i seks forskellige tyske byer. Danmarks indledende gruppe er placeret i Oldenburg.