Klublegende ny assistenttræner i Viborg HK

Susanne Munk Wilbek er i dag blevet udpeget til ny assistenttræner hos Viborg HK.

vhk_susanne_munk_wilbek.jpg
Foto: TAKE ONE photo

Det er en af de helt store klublegender, der i dag er blevet offentliggjort som ny assistenttræner for Viborg HKs kvindehold. 

Susanne Munk Wilbek, der spillede i mange år for Viborg HK, er torsdag aften blevet udnævnt som assistenttræner til cheftræneren Allan Heine fra den kommende sæson. 

Hos Viborg HK ser de det som helt naturligt, at valget faldt på den tidligere sportschef i klubben. 

- Vi ser det som det perfekte valg frem mod næste sæson, siger Viborg HKs direktør Henrik Dahl i en pressemeddelelse. 

- Vi er heller ikke i tvivl om, at Susanne er det rigtige valg som assistent til Allan. De kender hinanden og har arbejdet sammen de seneste sæsoner, da Susanne har været målmandstræner for truppen.

Det er ikke første gang Susanne Munk Wilbek er assistenttræner i Viborg. Hun var det også fra 2005 til 2006 under Thomas Ryde. 

Hun har i de seneste sæsoner arbejdet som målmandstræner i klubben, så dette kommer til at ændre lidt i hendes arbejdsopgaver. 

- Min rolle som assistent bliver blandt andet at skulle se på spillet med andre øjne og være med til at finde de med- og modspil der skal få to og to til at give fem, siger Susanne Munk Wilbek i pressemeddelelsen. 

Susanne Munk Wilbek er rigtig glad for Viborg HK og hun ser meget frem til næste sæson, hvor hun starter som assistenttræner. 

- Viborg HK er en fantastisk klub at være i og der er skabt et fantastisk set up, hvor vi har fået samlet et rigtig godt hold med fantastiske spillere. Det får vi også til næste år og det glæder jeg mig til at være en del af som assistenttræner, siger den kommende assistenttræner. 

Susanne Munk Wilbek har haft nogle forskellige stillinger hos Viborg HK. Blandt andet har hun været sportschef i klubben tidligere.