Klubberne bløder: Ny idé skal fastholde de unge i håndbolden

Færre unge gider spille håndbold, men det vil KLG Håndbold nu forsøge at ændre på.

Der er masser af sammenhold i de Midt- og Vestjyske håndboldklubber. Alligevel falder de unge fra, når de rammer gymnasiealderen.
Der er masser af sammenhold i de Midt- og Vestjyske håndboldklubber. Alligevel falder de unge fra, når de rammer gymnasiealderen.
Foto: Colourbox

De danske håndbold-ambitioner er helt i top, men ikke alle unge deler dem.

Det mærkes rundt omkring i de lokale klubber, hvor de unge i gymnasiealderen i høj grad falder fra. De gider simpelthen ikke spille de mange kampe og tage til adskillige træninger i ugen. I stedet trækker vennerne, lektierne og fritidsjobbet.

Det vil KLG Håndbold i Lind ændre på med et nyt tiltag, der skal gøre det sjovt for de unge at spille håndbold, selvom de ikke ønsker at spille turneringer på højt niveau.

- Jeg har i flere år argumenteret for, at den klassiske turneringsform ikke er det optimale tilbud for alle de teenagere, der på den ene side gerne vil spille håndbold, men på den anden side ikke drømmer om at blive landsholdsspillere, forklarer ungdomslandstræner og talentchef på herresiden i DHF, Claus Hansen. Han er initiativtager til projektet og frivillig træner i KLG Håndbold.

Han forklarer, at han fra mange af de unge mærker en vilje til at spille håndbold, men samtidigt at de efterspørger mere fleksibilitet.

Kun én træning i ugen

Hele konceptet vil være bygget op omkring én gang ugentlig træning onsdag aften fra kl. 20.30 – 22.00 og stævner hver tredje eller fjerde lørdag i ALPI Hallerne i Lind.

På kampdagene inviterer klubben selv modstanderne, spiller et Final 4 stævne og slutter af med fællesspisning.

Træningen og kampene vil være tilpasset niveauet og ambitionerne, men de lover et højt tempo.

Derudover vil der månedligt være sociale arrangementer hos for eksempel FC Midtjylland, HC Midtjylland, Herning Blue Fox, de kan se Super Bowl eller andre ting, som spillerne selv kan byde ind med.

Umiddelbart skal tiltaget tiltrække U16-U18 drenge og piger, men klubben er åben for, at de aldersgrupper der ligger udenom også må være med.  

Tiltaget kaldes ”Vild med Håndbold”, og første træning finder sted den 10. maj klokken 20:30. Træningen er åben for alle interesserede.