Klovnerier giver demente livsglæde

Klovnerier og røde næser skal sætte gang i de demente beboere på Vejerslev Ældrecenter.

To demensklovne giver demente ældre et smil på læben. Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

01:49

Sådan ser det ud, når klovnene Petunia og Todaysi underholder de ældre.

1 af 2

Ved hjælp af arven fra en tidligere beboer fik Vejerslev Ældrecenter mulighed for at give de demente beboere lidt ekstra sjov i hverdagen. Nu har de flere gange haft besøg af klovnegruppen 'Forglemmigej', og det er et hit: 

- Jeg kan jo se, at lyset tændes i øjnene. Glæden er der. Smilet er der. Én, som måske lukker sig meget inde i sig selv, åbner pludselig op, forklarer Karen Marie Nielsen, der er ældrecentrets leder. 

Til februar er arven opbrugt, men hun håber nu på at kunne få råd til også i fremtiden at invitere de rødnæsede gæster på besøg: 

- Jeg tænker da over, hvordan vi kan skaffe nogle penge. Skal vi til at lave klovneløb, eller skal vi lave loppemarked?

'Det betyder alverden'

For Bente Nielsen, der er datter til en af beboerne på ældrecentret, betyder klovnenes besøg, at hun glimtvis får sin demensramte mor tilbage:

- Det betyder alverden at se en glad mor igen. Så er det jo lige før, hun er, som hun var i gamle dage, forklarer hun. 

Demensklovnene er specialiseret i at tage sig af demente ældre. Deres tøj, parfume og musik er alt sammen fra dengang, de demente borgere selv var små.

Du kan møde klovnene Petunia og Todaysi i videoen i toppen af siden.