Klodsmajorer kørte galt efter øltyveri i Sunds

To tyve slap kun afsted med øl og sodavand efter et indbrud i Sunds. De kørte galt ved Gødstrup efter en biljagt.

HerningPolitiSkildt.jpg

Politiet rykkede natten til onsdag ud til Vibevej i Sunds, hvor en anmelder havde spottet et par mænd i gang med at bryde ind i et hus. De tog flugten og kørte galt. Det fortæller politikommissær Henning Præstegaard fra Lokalpolitiet i Herning.

- Da de bliver opdaget af politiet, vælger de at stikke af. Hvad de ellers havde af planer, ved vi ikke, siger han.

En patrulje har befundet sig i nærheden og har hurtigt været på gerningsstedet. Indbrudstyvene har kun nået at bryde ind i en garage, hvor de har stjålet øl og sodavand. Mændene stak af i en bil, der er stjålet i Esbjerg, og med høj hast kørte de med blink og sirener i hælende derfra. Det gik galt, da mændene kørte rundt i Gødstrup-området, hvor der i forbindelse med sygehusbyggeriet er en infrastruktur, der ikke tillader en så hensynsløs kørsel.

Landede i grøften og stak af
Betjentene spottede to mænd i bilen, da den havnede i grøften. De stak begge af, men den ene - en 40-årig mand fra Stoholm - blev 100 meter derfra afsløret under en busk af en politihund.

- De er selvfølgelig pressede, så de handler ikke rationelt, fortæller Henning Præstegaard.

Den anden mand slap væk i nat. Politiet har dog fundet et pas i den stjålne bil, der tilhører en gammel kending. Om han var den anden mand i bilen, ved politiet endnu ikke.

Slipper for grundlovsforhør
Politiet havde egentlig planer om at fremstille den 40-årige i grundlovsforhør. Men efter nærmere overvejelser løslades han efter afhøring og får en dom på et senere tidspunkt.