Klitmøller-surfer vinder DM
Casper 'The Viking' Steinfath kunne i weekenden bryste sig af endnu en titel i disciplinen standup paddle.
20-årige Casper Steinfath blev i weekenden Danmarksmester i den specielle surfdisciplin standup paddle på hjemmebanen Cold Hawaii i Klitmøller. Den unge surfer er suveræn i disciplinen, og derfor var det også helt ventet, at han ville snuppe DM-titlen.
Casper Steinfath er nu både danmarksmester, dobbelt europamester og dobbelt verdensmester i standup paddle. EM og VM guldet hev han hjem for blot få måneder siden i hhv. Italien og Nicaragua.
The Viking
Den suveræne mesterskabsstatistik har givet ham tilnavnet 'The Viking'. En titel han med rette kan fortsætte med at bære efter DM-titlen på hjemmebanen i Klitmøller. Andenpladsen ved DM gik til Casper Steinfaths lillebror Preben Steinfath.
'The Viking' har surfet hele sit liv, og han har dyrket paddle surfing i seks år. Paddle surfing er den hurtigst voksende vandsport i verden.
Se indslaget med Casper Steinfath, da han vandt VM i Standup Paddle i maj: