Klitmøller-surfer snublende tæt på at blive verdensmester

Casper Steinfath vandt sprinten på World Tourens tredje stop i Japan. Med sejren er han snublende tæt på at vinde den samlede World Tour i sprint.

Casper Steinfath vandt sprinten på World Tourens tredje stop i Japan.
Casper Steinfath vandt sprinten på World Tourens tredje stop i Japan.
Foto: John Carter

Casper Steinfath fra Klitmøller i Thy har taget et kæmpeskridt mod at blive World Tour-verdensmester i sprint for første gang i karrieren. Den 26-årige surfer fra Klitmøller vandt sprinten på World Tourens tredje stop i Osaka, Japan uden at tabe ét eneste heat undervejs.

Det er Casper Steinfaths anden sprintsejr på Touren i år, og den bringer ham meget tæt på at blive World Tour-verdensmester i sprint.

- Jeg er helt oppe at flyve. Sprinten var kaotisk, hurtig og spektakulær. Jeg vandt i New York for to uger siden, og den satte mig under et stort pres. Så jeg var nervøs i alle heats frem mod finalen. Men her fandt jeg roen og fik en perfekt start, siger Casper Steinfath.

0:36
Se Casper Steinfath vinde sprinten i Japan.

- Den her førsteplads sætter mig meget tæt på at vinde den samlede VM-titel. Jeg mangler stadig det sidste stop i Paris, så kampen er ikke færdig endnu. Men jeg tog et kæmpeskridt i dag, så Paris bliver en fest, lyder det fra Klitmøller-surferen.

Afgørelse til december

Finalen-sejren var reelt aldrig i fare. Han kom først til den første bøjevending på den 300 meter lange bane, og tillod aldrig konkurrenterne fra USA, Hawaii og Frankrig at komme forbi.

I den samlede stilling fører han med så mange point, at en plads i top fire på den sidste VM-afdeling i Paris til december er nok for at sende VM-titlen til Klitmøller. Han har i forvejen vundet det enkeltstående VM fire gange, men en World Tour-sejr mangler på trofæhylden.