Klimaforandringerne er vores egen skyld

Det er ikke længere til diskussion, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte, fastslår klimaforskere

Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Langt de fleste klimaforskere i verden er enige om, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Det siger klimaforsker på DMI i København, Peter Langen.

- Undersøgelser viser, at det er mere end 95% sikkert, at størstedelen af opvarmningen de sidste 50 år skyldes vores udledning af CO2, forklarer klimaforskeren.

DMI og mange andre forskningsgrupper rundt om i verden har lavet detaljerede beregninger for klimaet, både med naturlige påvirkninger og menneskeskabte.

- Men opvarmningen de sidste 50 år får vi KUN med de menneskeskabte udledninger, understreger Peter Langen.

Dermed holder argumenter om, at klimaforandringerne i nyere tid er helt naturlige og under alle omstændigheder ville ske, ikke længere.

Siden år 1900 er temperaturen på jorden steget med 0,8 grader. Ifølge videnskaben må den ikke stige med mere end to grader, førend klimaforandringerne vil være ude af kontrol. Men hvis den menneskeskabte CO2-udledning fortsætter med at stige, som det ser ud i dag, vil gennemsnitstemperaturen være steget med cirka fire grader inden århundredeskiftet, vurderer klimaforskerne.

 

Vi må sætte ind på alle fronter
Hos Danmarks grønne Tænketank, Concito, er man stærkt bekymret for konsekvenserne af klimaforandringerne. Tænketanken er Danmarks største grønne netværk med mere end 100 virksomheder, forskere, organisationer og eksperter tilknyttet.

- Vi har jo oplevet nogle virkelig voldsomme vejrhændelser, flere voldsomme storme og oversvømmelser rundt omkring. Og noget kan være naturlige udsving. Men vi ser det bare med en hyppighed og med kortere tidsintervaller, end det vi har set før, siger projektleder Mikael Bellers Madsen, til TV MIDTVEST.

Ifølge FN skal CO2-udledningen ned på højst 2 ton per verdensborger inden 2050, hvis temperaturstigningen ikke skal overstige 2 grader.

- Det er det, videnskaben fortæller os at vi skal holde os indenfor, hvis vi stadigvæk skal kunne kontrollere tingene, forklarer Mikael Bellers Madsen.

Ifølge Concito udleder danskerne i øjeblikket gennemsnitligt 19 ton CO2 om året. Så der er langt ned til FN's mål på to ton.

- Vi skal sætte ind på alle fronter, konstaterer Mikael Bellers Madsen.

Tør du være med?

Prøv selv udfordringerne i CO 2 Familien. Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet får du ugens udfordring hver uge og en opdatering omkring familien, der prøver kræfter med det klimavenlige liv. Du får opskrifter, gode råd og ekstramateriale.

* indicates required