Klima skal lokke studerende til Lemvig

70 studerende besøger Lemvig i håb om at få flere af dem til at arbejde med klima i det vestjyske.

70 studerende fra Aarhus besøger i dag Lemvig i forbindelse med Climate Challenge - en hel uge med fokus på klimaudfordringer.
70 studerende fra Aarhus besøger i dag Lemvig i forbindelse med Climate Challenge - en hel uge med fokus på klimaudfordringer.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Det er set før, at studerende bliver lokket til Vestjylland i håb om at få dem til at søge job her, og nu forsøger de også i Lemvig.

70 studerende fra Aarhus har direkte kontakt til nogle af de virksomheder, som potentielt kan blive en kommende arbejdsgiver i Lemvig inden for klima.

- Det skal gøre de nyuddannede og studerende opmærksomme på de mulighder, der ligger her ved Vestkysten. Det er her, vi sidder med klimaudfordringerne, og det er her de nye spændende job er, siger Lars Nørgård Holmegaard, direktør for Lemvig Forsyning og Klimatorium.

Det er andet år i træk, at Klimatorium i Lemvig og Studenterhus Aarhus slår dørene op for Climate Challenge - en hel uge hvor studerende, forskere og erhvervsliv sætter fokus på klimaudfordringerne, og hvordan de kan løses.

De studerende besøgte blandt andet virksomheden Plastix i Lemvig. Her introducerer virksomhedens direktør.
De studerende besøgte blandt andet virksomheden Plastix i Lemvig. Her introducerer virksomhedens direktør.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Brug for klimakompetencer

Hovedbudskabet til de studerende er, at der er brug dem og deres kompetencer inden for klimasektoren. Uanset om de studerer naturvidenskab, læser til ingeniør, er businessstuderende eller humanist

- Vi vil gerne tage fat i de studerende, der har en drøm om at arbejde med klimaet og fortælle dem, at deres uddannelse kan bruges inden for det felt. Og med Klimatoriet har de muligheden for at blive nogle af de første, der får erfaring med klimateknologien og industrien her inden for, siger Anne Thorøe Nielsen, direktør hos Studenterhus Aarhus.

Og ny arbejdskraft er da også håbet i Lemvig.

- Drømmesceneriet er, at vi får nogle dygtige og vidende folk her til området, som hjælper vores virksomheder med de udfordirnger, vi sidder i, og hjælper med at finde på løsninger, siger Lars Nørgård Holmegaard.

Lemvig Klimatorium er en del af Coast to Coast Climate Challenge. Et 6-årigt klimaprojekt, der løber frem til udgangen af 2022. Klimatoriets bygning vil stå færdig primo 2020. Bygningen vil være energineutral.

De studerende besøgte blandt andet virksomheden Plastix. De skal også smage den vestjyske specialitet, østers.