Klavs Bruun: Vil ikke lave om på mig selv

Klavs Bruun: Vil ikke lave om på mig selv

Den nye damelandstræner er kendt som en kontant herre - og den stil kan kvinderne også sagtens klare, siger han.

Selv om Klavs Bruun Jørgensen snart går fra at være herre til dametræner, skal man ikke vente, at han laver om på sin kontante stil.

Det slog han fast, da han tirsdag formiddag blev præsenteret som ny damelandstræner.

Klavs Bruun Jørgensen er kendt for at kalde en spade for en spade, og han ramte overskrifterne, da han under en time out for Team Tvis Holstebro gav spillerne en kraftig skideballe med ordene "Jeg bliver sindssyg".

- Jeg tror ikke, at man skal lave om på sig selv, uanset om det er herrer eller damer. Jeg tror også, at damerne sagtens kan klare det. Jeg tror, de ville blive kede af det, hvis jeg sagde, at de ikke kunne. Så skal du også tænke på, at jeg er sammen med Tvis i 30 timer cirka i løbet af en uge. Du ser 15 sekunder der (i timeouten, red.), så der sker rigtig meget andet også, sagde han.

Meget vand gennem åen

Journalisterne spurgte også ind til hans syn på kvindehåndbold. I 2013 sagde han til Dagbladet Holstebro-Struer, at kvindehåndbold ikke lige var ham, og at der skulle løbe meget vand gennem åen, før han blev dametræner.

- Det er bare noget med temperamentet og tempoet, der ikke er mig. Det er fint for dem på deres niveau, men ikke for mig, sagde han blandt andet.

På pressemødet tirsdag understregede den nye landstræner dog, at han har revideret sin opfattelse.

- Det meste af tiden bor jeg i Holstebro, hvor der løber meget vand gennem byen. Og så har jeg jo på tæt hold kunnet følge vores damehold og set, hvordan de har trænet. Det handler meget om at gå til den. Der har jeg tidligere syntes, at kulturen var lidt anderledes dengang. Også fordi de professionelle forhold ikke var, som de er i dag. Så det har tændt mig, og jeg sagde også i den artikel, at man skal aldrig sige aldrig, sagde han.