Klavs Bruun indkalder Viborgs Line Haugsted til håndbold-EM

​​​​​​​Viborg-bagspilleren Line Haugsted bliver føjet til den danske EM-trup, der nu tæller 18 spillere.

Line Haugsted spiller til dagligt i Viborg HK. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Den danske trup ved håndbold-EM i Frankrig er nu oppe på 18 spillere.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har søndag aften valgt at hente bagspilleren Line Haugsted til Frankrig, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.

- Hun kommer til at indgå på lige fod med de øvrige spillere i EM-truppen, der nu tæller 18 spillere, lyder det.

Flere er småskadede

I den danske trup er der flere spillere, der kæmper en smule med fysikken.

Stine Jørgensen, der for halvanden måned siden blev opereret i knæet, stod over, da Danmark søndag besejrede Polen.

I den kamp måtte fløjspilleren Fie Woller kort før slut udgå med en mindre skade.

Woller gik efter slutfløjtet direkte til behandling og stod ikke til rådighed for pressen. Men landstræner Klavs Bruun Jørgensen regnede umiddelbart efter kampen ikke med, at skaden er alvorlig.

- Hun fik et lille stræk i sin læg, som har været lidt belastet i forvejen. Hun mener selv, at det nok skal blive okay, sagde landstræneren.

Ved at skifte Stine Jørgensen ud med Mathilde Hylleberg før Polen-kampen brugte Klavs Bruun Jørgensen den ene af de to udskiftninger, han har til rådighed i det indledende gruppespil.

/ritzau/

Læs også Bjerringbro-Silkeborg er videre i Champions League

Læs også Landsholdsspiller kørte sur i håndboldkarrieren - nu er hun klar til EM