Klamphuggeriet når nye højder i det midt- og vestjyske

Klamphuggerne har indtaget midt- og vestjylland. I hvert fald fortæller autoriserede håndværkere, at de langt fra er et sjældent syn.

klamphuggeri
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

79 procent af el- og vvs-installatørerne her i landsdelen har inden for det seneste år udbedret arbejde, som er blevet udført af en uautoriseret håndværker. Det viser en ny undersøgelse fra brancheorganisationen Tekniq. Men klamphuggeriet kan have alvorlige konsekvenser.

Det kan nemlig blive en dyr affære, hvis arbejdet ikke bliver udført af uddannede håndværkere.

- Vi ser skader fra 2.000 kr og helt op til 50.000, som skal udbedres, fortæller indehaveren af Viborg Rørteknik, Leif Nørgård Jensen.

Inden for det sidste år har 79 procent af el- og vvs-installatørerne i Region Midtjylland udbedret skader, der efter deres vurdering er udført af uautoriserede håndværkere. Det er en stigning på 10 procent siden 2016.

- Det har et stort omfang. Vi støder faktisk ind i det mere eller mindre dagligt, og det er skidt for sikkerheden, forklarer Martin Rosborg, der er formand for Tekniq-råd Midtjylland.

Ses ikke med det samme

Skaderne efter klamphuggeri kommer typisk først frem ved hushandler og i tilstandsrapporter.

- Vi ser det, når ting er samlet forkert, der er brugt for små rør så folk ikke får vand og lignende, fortæller Martin Rosborg.

Klamphuggeriet kan have alvorlige konsekvenser. Sidste år blev der registreret 50.000 vandskader og 9.000 brandskader på villaer og private hus, og dem er det uautoriserede arbejde i høj grad medvirkende til ifølge brancheorganisationen Tekniq.

- Det kan medføre vandskader og brandskader. Så hvis det ikke er udført korrekt, kan det være meget farligt, siger Martin Rosborg.

Pris og kvalitet hænger ofte sammen

Prisen kan være en årsag til, at folk vælger de uuddannede håndværkere. Men det kan måske betale sig at give lidt mere for arbejdet.

- Vores montører er uddannet i mindst fire år, og det er der en grund til. Så ser vi ikke skader som dem her, siger indehaveren af Viborg Rørteknik, Leif Nørgård Jensen.

Viborg Rørteknik ser klamphuggeri cirka en gang om måneden.

Knap 60 procent af installatørerne i Region Midtjylland har oplevet en stigende brug af uautoriserede håndværkere det seneste år.