KL revser byrådspolitiker

Der er slag over fingrene til den socialdemokratiske byrådspolitiker i Morsø Kommune, Viggo Vangsgaard. Kommunernes Landsforening kritiserer politikerens ageren i sag om ledelsesproblemer i kommunens børne- og familieafdeling.

morsoe_kommune_1.jpg

En samlet kommunalbestyrelse i Morsø Kommune fik i formiddag fremlagt resultatet af den undersøgelse, som Kommunernes Landsforening, KL, har lavet på ønske af Morsø Kommune selv.

Rapporten giver, ifølge TV/Midt-Vests oplysninger, den tidligere udvalgsformand for Børne- og Ungeudvalget, Viggo Vangsgaard,  nogle alvorlige slag over fingrene for sin hårde kritik. 

Undersøgelsen blev bestilt efter at Viggo Vangsgaard, i foråret offentligt gik ud og kritiserede ledelsen i Børne- og Familieafdelingen i pressen. Kritikken gik på, at ledelsen fungerer så dårligt, at det går ud over børnenes sagsbehandlinger.

Ikke overrasket

Hovedpersonen selv er langtfra overrasket over resultatet.

- KL bakker mig op omkring nogle sager, men i de fleste tilfælde gør de ikke. Sagerne er ikke beviselige, som de siger. Samtidig siger de, at de ting, jeg har været ude i pressen og sige om personer er dybt kritisable, men det vidste jeg godt, før vi kom derind, siger Viggo Vangsgaard i dag.

Han føler samtidig, at rapporten langtfra fyldestgørende behandler den kritik han bragte frem i foråret om situationen i afdelingen.

- Jeg føler den måske stiller flere spørgsmål end den giver svar. Jeg føler ikke, at  rapporten på nogen måde går til bunds i sagen, siger Viggo Vangsgaard.

Morsø Kommunes socialdemokratiske borgmester, Egon Plejdrup Poulsen, er ikke enig i udlægningen af KL's undersøgelse, men ønsker ikke at kommentere sagen forud for et økonomiudvalgsmøde i weekenden.

Se tidligere indslag om sagen her

Se reporter Peter Torstensens interview med Viggo Vangsgaard her