Kjelling til BSV

Den rutinerede norske bagspiller Kristian Kjelling skifter til sommer til Bjerringbro-Silkeborg fra Aalborg Håndbold

Kristian_Kjelling.jpg

På et pressemøde tirsdag formiddag blev den norske landsholdspiller Kristian Kjelling præsenteret, som den nye stjerne på BSV's ambitiøse hold.

- Det var selvfølgelig meget tillokkende, at et af de bedste hold i Danmark vil have mig til klubben.  Jeg har en forhåbning om at være med i toppen og være med til at vinde guld, og det tror jeg, at jeg kan i Bjerringbro-Silkeborg, siger Kristian Kjelling i en pressemeddelelse.

Fortid i spansk tophåndbold

Det er en yderst rutineret herrre, der nu træder ind på backpladsen hos BSV. Kjelling har været på banen for både Ademar Leon og Portland San Antonio i Spanien, og så har han vundet DM-guld med Aab Håndbold.

I BSV ligger de ikke skjul på, at Kjelling stod rigtigt højt på ønskelisten.

 - Kristian Kjelling har i gennem længere tid været en af de spillere, som jeg rigtig gerne har villet have til klubben, da jeg synes, at han har nogle kvaliteter, som vi mangler på banen. Han har det individuelle niveau, der gør, at selvom holdet ikke spiller godt, så kan han alligevel afgøre kampe, siger cheftræner Carsten Albrektsen.