Kjelling stopper i BSV

Den norske håndboldprofil Kristian Kjelling forlader Bjerringbro-Silkeborg efter sæsonen.

kjelling.jpg

Kristian Kjelling er i gang med sin sidste sæson i Bjerringbro-Silkeborg.

Han har nemlig besluttet, at han vil lægge udlandskarrieren på hylden og vende hjem til Norge, når hans kontrakt med den midtjyske klub udløber til sommer.

- Efter 14 år i udlandet har familien og jeg besluttet, at vi tager hjem til Norge efter sommeren, siger Kristian Kjelling.

Kristian Kjelling kom til Bjerringbro-Silkeborg i sommeren 2013, og i sidste sæson var han en af holdets mest markante spillere og blev blandt andet kåret til årets spiller af Midtjyllands Avis og var med til at spille Bjerringbro-Silkeborg i pokalfinalen i år 2014.

Den nuværende sæson er dog blevet ødelagt af skader, og det er indtil videre kun blevet til ganske få kampe.

Kristian Kjelling er 34 år og har spillet i Bjerringbro-Silkeborg siden 2013. Tidligere har han optrådt for Ademar Leon, Portland San Antonio og Aalborg Håndbold, siden hans udlandskarriere begyndte i år 2001.