Kjær, Nissen og Sisto: Her er de fem største FCM-salg

FC Midtjylland har lavet store salg på stribe gennem årene. TV MIDTVEST har kigget nærmere på de største.

Kjær, Nissen og Sisto: Her er de fem største FCM-salg

FC Midtjylland har igen vist fornemme købmandsevner med salget af Rasmus Nissen. TV MIDTVEST har set nærmere på den midtjyske fodboldklubs største salg gennem tiderne.

FC Midtjylland bygger en stor del af sin fodboldforretning på at sende stortalenter ud i Europa mod klækkelige beløb til klubbens pengekasse.

Læs også Stolt far efter kæmpesalg: - Det er saftsuseme mange penge

Tirsdag var det Rasmus Nissen, der blev sendt til Ajax Amsterdam i Holland for et beløb, der ifølge TV MIDTVESTs oplysninger ligger i omegnen af 50 millioner kroner.

Senest FC Midtjylland lavede et salg af den kaliber var i 2016, da Pione Sisto skiftede til Spanien og Celta Vigo for mere end 50 millioner kroner.

Det er altså ikke første gang, Superligaens aktuelle førerhold viser imponerende købmandskab. TV MIDTVEST har samlet et overblik over FC Midtjyllands fem største salg gennem tiderne.

#5 Simon Poulsen - solgt til AZ Alkmaar for omkring 27 millioner kroner i 2008

  Foto: Henning Bagger / Scanpix

Som 23-årig fik Simon Poulsen sin store chance for et udlandseventyr i AZ Alkmaar, der stod klar med en pengepose på intet mindre end 27 millioner kroner for den unge back.

Eventyret var han faktisk blevet opfordret til at tage på af den daværende landstræner Morten Olsen, der gerne så det unge FCM-talent udvikle sig endnu mere.

Olsen fik glæde af Simon Poulsen i 31 kampe for det danske landshold, og på klubfronten har han siden dagene i AZ Alkmaar været i både Sampdoria, PSV Eindhoven og SønderjyskE, hvor den 33-årige back spiller i dag.

#4 Simon Kjær – solgt til Palermo for omkring 30 millioner kroner i 2008

  Foto: Henning Bagger / Scanpix

2008 blev også året hvor en bare 18-årig Simon Kjær blev solgt til Palermo i den italienske Serie A for 30 millioner kroner. Dengang var det den største check FC Midtjylland nogensinde havde modtaget for en fodboldspiller.

Simon Kjær fik sin fodboldopdragelse på FC Midtjyllands akademi, og han har siden optrådt for europæiske fodboldgiganter som Wolfsburg, Roma og Sevilla, som han i sommer skiftede til fra Fenerbache.

I dag, 10 år senere, er Simon Kjær desuden også anfører på det danske fodboldlandshold.

#3 Winston Reid – solgt til West Ham for omkring 32 millioner kroner i 2010

  Foto: Claus Fisker / Scanpix

I 2010 var Premier League-klubben West Ham ude efter FC Midtjyllands 22-årige forsvarsspiller Winston Reid.

Englænderne fik lov til at hente Reid for en sum i omegnen af 32 millioner kroner. Dermed slog de midtjyske fodboldkøbmænd igen salgsrekorden i klubben.

Winston Reid spiller i dag fortsat i West Ham, mens han også er kaptajn på New Zealands fodboldlandshold.

#2 Rasmus Nissen – solgt til Ajax Amsterdam for tæt på 50 millioner kroner i 2018

Rasmus Nissen skifter fra FC Midtjylland til hollandske Ajax Amsterdam. Foto: Ajax Amsterdam

Nyheden om Rasmus Nissens skifte til Ajax Amsterdam er dugfrisk.

Tirsdag er det nemlig blevet bekræftet, at den talentfulde højreback skal prøve kræfter med Æresdivisionen i den hollandske hovedstad.

Prisskiltet er ifølge TV MIDTVESTs oplysninger det næststørste i FC Midtjyllands historie. Transfersummen er angiveligt tæt på 50 millioner kroner.

Rasmus Nissen kontrakt med Ajax løber frem til sommeren 2022.

#1 Pione Sisto – Solgt til Celta Vigo for over 50 millioner kroner

  Foto: Henning Bagger / Scanpix

Efter et stort gennembrud i FC Midtjyllands mesterskabssæson i 2014/2015, hvor det blev til midtjysk guld i Superligaen, var det uundgåeligt, at den dengang 21-årige Pione Sisto skulle ud og spille fodbold på en adresse i udlandet.

Destinationen blev Spanien og Celta Vigo, der betalte mere end 50 millioner kroner for knægten fra Tjørring.

Her spiller Pione Sisto stadig, og landsholdsspilleren har indtil videre leveret tre mål og 10 assist i den bedste spanske række i denne sæson. 

Læs også Aftalen bekræftet: Rasmus Nissen skifter til Ajax

02:09 Luk video