Kitesurfer i havsnød

Kitesurfer i havsnød

Onsdag middag kom en kvindelig kitesurfer i problemer ud for Hanstholm. En redningsbåd måtte hente hende 400 meter fra kysten, da hun ikke selv kunne komme i land. (Arkivfoto)

Både redningshelikopter, redningsbåd og politi blev sendt afsted mod en kvindelig tysk kitesurfer, da hun ved middagstid onsdag kom i havsnød. Surferen var blevet fanget ud for kysten ved Hanstholm, og kunne ikke selv komme i land.

- Hun lå med sit udstyr cirka 400 meter ude. Vi var hurtigt fremme med vores hurtigbåd og fik fragtet hende i havn, fortæller Jørgen Olsen, der er stationsleder på Hanstholm Redningsstation.

Kvinden blev på havnen afhørt af politiet. Hun var ifølge Jørgen Olsen i god behold og kom ikke på sygehuset.