Kissmeyer afløser Esben Lunde i Folketinget

Ikast-Brandes tidligere borgmester, Carsten Kissmeyer, afløser Esben Lunde Larsen i Folketinget.

Carsten Kissmeyer er ny mand i Venstres folketingsgruppe. Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVES

Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

1 af 2

Venstres leder af den blå blok i regionsrådet i Region Midtjylland og mangeårige bykonge i Ikast-Brande bliver afløser for tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i Folketinget. 

Reelt kan det jo være ganske få dage. Det kan også være syv måneder

Carsten Kissmeyer, Venstre, nyt medlem af Folketinget

- Det er jo selvfølgelig lidt specielt, for jeg har jo sagt ja til at afløse Esben Lunde i Folketinget. Og det er jo da en mulighed for også at få den del af demokratiet ind på lystavlen, om man så må sige. Så på den måde er det da en lidt speciel dag, siger Carsten Kissmeyer. 

Han overtager pladsen for Esben Lunde Larsen, der tidligere på året ikke bare forlod sin ministerpost, men helt forlader dansk politik, og nu skal arbejde i amerikansk tænketank i Washington D.C. 

Læs også Esben Lunde stopper i Folketinget: Har fået job i udlandet

Carsten Kissmeyer forsøgte ved det seneste folketingsvalg, at komme i Folketinget, men blev ikke valgt ind. Nu får den garvede politiker, der har 16 år som borgmester på cv'et fra Ikast og senere Ikast-Brande Kommune alligevel chancen for at prøve kræfter med folkestyret på Christiansborg. 

- Jeg bliver ikke vikaren fra helvede, som en eller anden SF'er var for nogle år siden. Jeg har tænkt mig at være konstruktiv også i den sammenhæng og arbejde politisk og løsningsorienteret, som jeg plejer, siger Carsten Kissmeyer. 

Første gruppemøde

Nyheden falder sammen med, at Venstre fredag holder sommergruppemøde for folketingsgruppen på Hotel Marselis i Aarhus. 

Kissmeyer er til sit første gruppemøde i Venstres folketingsgruppe - Vi skal have en app, der hedder kahoot. Den skal vi bruge til at stemme med, forklarer den erfarne folketingskollega Kristian Pihl Lorentzen til Carsten Kissmeyer. Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVES

Carsten Kissmeyer glæder sig til at være med på sit første gruppemøde med resten af kollegaerne.

- Man får nok ikke en fornemmelse af, hvornår der kommer et valg, for jeg er selvfølgelig spændt på, hvor længe jeg skal være i folketinget. Reelt kan det jo være ganske få dage. Det kan også være syv måneder, siger Karsten Kissmeyer

Carsten Kissmeyer leder i øjeblikket den blå blok i regionsrådet i Region Midtjylland. Han bliver siddende i regionsrådet. Han mener, at de to poster kan kombineres, uden at det går udover nogen af dem. 

På sin vej ind til sit første gruppemøde, møder Carsten Kissmeyer her partikollega og minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs.   Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVES

- Der er ingen tvivl om, at jeg får travlt i den periode. Men når det så er sagt, så er det sådan, at regionspolitik på det niveau, jeg nu er havnet på, der bruger jeg jo ikke hele tiden på det. Jeg bruger noget der ligner tre dage om ugen på det regionale. Og så sidder jeg jo faktisk i Danske Regioners bestyrelse, og det arbejde foregår også i København, siger Carsten Kissmeyer. 

Fakta om Carsten Kissmeyer

* Carsten Kissmeyer er 65 år gammel

* Kissmeyer har været opstillet som kandidat til Folketinget en gang tidligere ved det seneste Folketingsvalg, hvor han fik 5823 personlige stemmer, som ikke var nok til at blive valgt ind. 

* Han var spidskandidat for Venstre til regionsrådsvalget sidste år og fik omkring 39.000 personlige stemmer, men tabte klart til socialdemokraten Anders Kühnau.

* I øjeblikket er han 2. næstformand for Region Midtjylland og leder af den blå blok i regionen.

* I 16 år var Carsten Kissmeyer borgmester i først Ikast og siden Ikast-Brande kommune.

 

04:36

Se her et indslag vi sendte om Carsten Kissmeyer: Ved regionsrådsvalget i november spillede venstremanden Carsten Kissmeyer højt spil - og tabte.

Luk video