Kirkeråd franarret knap en million kroner via mailsvindel

Danske Kirkers Råd er blevet franarret halvdelen af sit årlige budget. Pengene er blevet sendt til udlandet.

Formand for Danske Kirkers Råd Peter Fischer-Møller fortæller, at organisationen nu har ændret reglerne, når der skal overføres store beløb. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Organisationen Danske Kirkers Råd er blevet franarret næsten en million kroner. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Læs også IT-svindlere angriber, når chefen er ude

I sommerferien modtog en medarbejder i Danske Kirkers Råd tilsyneladende en hastemail fra generalsekretæren. Der skulle overføres penge til nogle bestemte kontonumre, lød beskeden til den mangeårige økonomimedarbejder. Medarbejderen bad først om at få de nødvendige bilag og en forklaring på, hvad beløbet skulle bruges til. Men da han efterfølgende blev beordret til bare at overføre pengene med det samme, adlød han.

Svindel for 997.000 kroner

Det var først, da generalsekretær Mads Christoffersen vendte tilbage fra ferie i begyndelsen af august, at det stod klart, at det ikke var ham, der havde sendt de mange mails. De var derimod fra en svindler, som fik narret det danske organ for kristne kirker og organisationer til at overføre tre beløb, der tilsammen løb op i 997.000 kroner. Det svarer til cirka halvdelen af organisationens årlige budget.

Pengene er endt i England og Rumænien    

Politiet arbejder på at få pengene tilbage, som er sendt til konti i England og Rumænien. Danske Kirkers Råd undersøger nu, hvordan den kan hindre lignende svindel i fremtiden.

- Vi plejer at have fuldstændig skarpe procedurer, hvor alle bilag skal tjekkes før en overførsel. Men af en eller anden grund har medarbejderen troet, at han kommunikerede med generalsekretæren. Og banken har heller ikke stillet spørgsmål ved de tre overførsler, siger formand for Danske Kirkers Råd Peter Fischer-Møller til Kristeligt Dagblad.

Ifølge Peter Fischer-Møller har Danske Kirkers Råd kun et lille sekretariat med få ansatte. Og økonomien er de seneste 20 år blevet varetaget af en frivillig medarbejder. Reglen har været, at overførsler både skulle godkendes af økonomimedarbejderen og generalsekretæren, men dette har ikke været et formaliseret krav.

Organisationen har nu sørget for, at der ikke kan overføres store beløb uden to underskrifter til banken.

/ritzau/