Kirkeminister vil ikke forske i konvertitters motiver

Kirkeminister Mette Bock ser ikke noget teologisk argument for, at præster skal afslå at døbe asylsøgere.

Mette Bock
Foto: Scanpix / Mads Claus Rasmussen

Det er ikke en opgave for kirken at motivforske i, hvorfor flere asylsøgere konverterer til kristendommen.
    
Det siger kirkeminister Mette Bock (LA).
    
- At et menneske ønsker at konvertere fra en anden tro til kristendommen er et anliggende mellem det enkelte menneske og præsten.
    
- Det er ikke noget, vi skal blande os i fra myndighedernes side. Det handler om teologi, siger hun.
    
Et stigende antal asylsøgere begrunder ifølge Jyllands-Posten ønsket om asyl med, at de er konverteret fra islam til kristendom.
    
Udlændingenævnet har i år haft 169 sager, hvor ansøgeren som asylmotiv har angivet at være konverteret fra islam til kristendommen.
    
Det er næsten lige så mange som de foregående tre år tilsammen, skriver Jyllands-Posten.
    
Det falder flere politikere for brystet, blandt andre de Konservatives Naser Khader, som ikke vil udelukke, at konversionen sker som påskud for at få asyl.
    
- Jeg har svært ved at se den teologiske begrundelse, der kunne være, for at en præst kan nægte at døbe et menneske, der efter samtaler og oplæring ønsker at blive døbt, siger Mette Bock.
    
Spørgsmål: Nogen ser det som et påskud for at opnå asyl. Hvordan ser du på det?
    
- Det kan godt være, der er sådanne mennesker, det kan jeg ikke udelukke.
    
- Det, der er væsentligt at slå fast, er, at når et menneske ønsker at blive døbt, så er det ikke et forhold, hvor vi skal ind og kontrollere sindelag, motiver, holdninger, attituder og adfærd eller noget som helst andet.
    
- Det er et forhold som det menneske, der ønsker at blive døbt, og præsten skal drøfte sammen, siger Mette Bock.
    
Hun mener, at holdningerne til de nykristne asylsøgere afspejler et paradoks:
    
- På den ene side siger vi, at mennesker, som kommer hertil, må erkende at vi lever i et kristent land.
    
- Når et menneske så ønsker at konvertere, så mistænkeliggør vi det og siger, at der nok er skjulte motiver, som ikke handler om troen, siger Mette Bock.
    
Hun understreger, at det ikke er dåben i sig selv, der er billetten til asyl. Det derimod den juridiske vurdering af den enkelte asylsøgers samlede situation. Denne vurdering foretages af udlændingemyndighederne.
    
/ritzau/