Kirke nedlægger veto mod centertårne

Viborg Stiftsøvrighed sætter en bremse i et stort projekt i Holstebro. To planlagte tårne på over 60 meter, får kirken til at nedlægge veto.

Det er kommet som en bombe for detailhandlen i Holstebro, at kirken nu nedlægger veto mod et stort planlagt butikscenter ved Enghaven.

- Jeg er frygtelig ked af det, for det er jo noget, der kan gøre, at processen bliver forsinket. Og det er meget vigtigt i øjeblikket at vi bliver enige om, hvor vigtigt centeret er for Holstebros detailhandel, siger formand for Holstebro Handelsstandsforening, Michael Ulsted.

Det er højden og placeringen af det kommende butikscenter, der har fået Viborg Stiftsøvrighed til at nedlægge veto mod lokalplanen, der lægger op til to tårne i over 60 meters højde. 

- Det er et meget markant og højt tårn, og tårnet bliver placeret meget tæt på kirken. Det kommer til at ændre Holstebros bymidte totalt og indsigten til kirken, siger Biskop i Viborg Stift, Henrik Stubkjær.

Biskoppen afviser, at kirken er imod udvikling i Holstebro, men vægter kulturmiljøet højere end handelsslivet. 

- Det er et meget voldsomt forslag. Det er også i kirkens interesse, at Holstebro udvikler sig, men det her er ude af proportioner, siger Henrik Stubkjær. 

I dag er sidste frist for indsigelser mod lokalplanen.