Kioskrøvere fra Silkeborg er fanget

Politiet har anholdt to unge mænd, der delvist har erkendt at stå bag kioskrøverierne i Silkeborg

Onsdag formiddag anholdt politiet to mænd på 18 og 19 år for røverier mod kiosker i Silkeborg - senest søndag, hvor det for anden gang på en uge gik ud over Kig Ind på Nylandsvej.

Den ene af de to mænd er selv fra Silkeborg, mens den anden er fra Herning.

Inden for en meget kort periode er der blevet begået otte røverier mod kiosker i Silkeborg.

Sigtet for fire røverier

De to anholdte er sigtet for røverier mod Kiosk 1, Kiwi og to røverier mod Kig Ind. Alle røverierne blev begået mellem den 14. og 20. januar.

De to sigtede blev torsdag formiddag varetægtsfængslet i fire uger.- Vi skal undersøge, om de to også har forbindelse til de andre røverier i Silkeborg, siger Bent Riber Nilsen.