Kineserne på vandtur i Herning

En delegation af kinesiske forretningsfolk var i dag på besøg i Herning, for at se hvordan man i Danmark arbejder med spildevand.

Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

I dag fik Herning Vand besøg langvejs fra. For det rene drikkevand, vi har herhjemme i Danmark, har vakt genlyd helt i Kina.  Derfor var en delegation i dag på besøg i Herning for at lære om teknologien indenfor behandling af spildevand.

- Det er meget interessant for os. Alle lande med vandforurening ved, at Danmarks teknologi er enestående, siger Yan Lin, Vice President, Thunip – en større kinesisk virksomhed.

Selvom Kina er en verdens teknologimastodonter, så kan kineserne alligevel lære noget på anlægget i Herning. Hos Herning Vand har de flere forskningsprojekter om rensning af spildevand, og det er stort, at den viden vækker opsigt helt i Kina.

- Selvfølgelig giver det en vis stolthed. Vi har lavet noget her i Herning, som man kan bruge ude i den store verden, og vi synes, det er fantastisk, at vi kan yde et lille bidrag, siger Niels Møller Jensen, der er direktør for Herning Vand.

Bidraget er måske starten på et samarbejde med kineserne. Den kinesiske delegation har i hvert fald fået positive indtryk med sig.

- Vi håber, at vi kan komme tilbage og besøge Danmark igen for at få mere at vide om den her avancere teknologi, siger Yan Lin.

Kina er allerede i dag en af de største købere af dansk vandteknologi og har de sidste ti år firdoblet sin import.

00:58 Luk video