Kim blev slæbt efter sin båd i syv timer: - Jeg kunne ikke give op

​Sejleren Kim Specht endte i et sandt mareridt, da han i timevis blev trukket efter sin egen båd i det kolde vand i Ringkøbing Fjord. Nu fortæller han sin historie. En historie, der handler om ikke at give op.

4:00
51-årig sejler faldt i Ringkøbing Fjord og hang efter sin egen båd i 7 timer. Han var minutter fra at dø.

- Jeg var ikke klar til at give slip. Jeg skulle op og videre. Jeg kunne ikke give op. Da jeg først kom ombord igen, gav kroppen op, men rent mentalt gav jeg aldrig op. Aldrig.

Ordene falder, da 51-årige Kim Specht fra Videbæk for første gang er tilbage på sin sejlbåd ’Rattler’ efter ulykken.

En ulykke, der ramte ham midt på Ringkøbing Fjord for 10 dage siden. Og en ulykke, der tvang ham til at kæmpe for sit liv i syv timer, mens han blev trukket efter sin egen sejlbåd. Alene i mørket.

- Mens jeg var i vandet, var der ingen problemer overhovedet. Heller ikke i de første dage på sygehuset. Det er kommet til mig bagefter. Der er kommet en psykisk reaktion, og den skal bearbejdes, forklarer Kim Specht.

Episoden har sat de helt store tanker i gang.

Sejlet slog Kim i vandet

Natten på Ringkøbing Fjord var den længste i Kim Spechts liv.
Natten på Ringkøbing Fjord var den længste i Kim Spechts liv.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Sejlturen skulle have gået til Hvide Sande, men så langt nåede Kim Specht aldrig. 

Han har sejlet i 38 år og hundredvis af gange på egen hånd. Tidligere har han også dystet i kapsejlads på højt plan. Denne gang stod den i stedet på en direkte duel mellem liv og død.

Klokken 17.00 den fredag eftermiddag stævnede Kim Specht ud fra havnen i Bork. En time senere var han nået ud til Nordhage i den sydlige del af Ringkøbing Fjord. Her blev han ramt af en nordvestlig vind og ville derfor bjærge sejl. Vinden fik fat i sejlet, der svang til siden og væltede en chanceløs Kim Specht ud i det 18 grader kolde vand.

På det her tidspunkt var han ikke klar over, at han ville blive slæbt efter sin båd over de næste syv timer.

- Vandet var koldt, men jeg nåede nok aldrig rigtig at opleve, at vandet blev koldt. Jeg arbejdede på at komme op, og jeg følte ikke rigtig, jeg frøs.

- Jeg brugte mange forsøg på at komme op i båden. Jeg kæmpede for at komme op, fra jeg røg over bord, men jeg kunne ikke.

Det var denne hækstage, et tovværk, Kim Specht klamrede sig til i syv hårde timer på Ringkøbing Fjord. De mange forhindringer bag båden, gjorde det svært for ham at redde sig ombord igen.
Det var denne hækstage, et tovværk, Kim Specht klamrede sig til i syv hårde timer på Ringkøbing Fjord. De mange forhindringer bag båden, gjorde det svært for ham at redde sig ombord igen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Båden forsvandt ud i mørket

Båden fortsatte ud i den mørke juni-nat med en hastighed på to og en halv knob. Eller næsten fem kilometer i timen. Lige akkurat nok til, at modstanden i vandet blev for stor for Kim Specht, der hang efter i bådens hækstage – et tovværk.

Det gjorde han i hvert fald, indtil han mistede grebet.

Heldigvis vendte båden tilbage. Rorpinden stod til siden og sejlskibet slog cirkler henover fjorden. En livline i ordets bedste forstand.

Kim Specht fik fat i båden på ny og blev igen slæbt efter.

Klokken 01.00 – syv timer efter afgangen fra Bork Havn – tabte han igen båden. Kræfterne var ganske enkelt ved at slippe op.

- Man skal aldrig give op. Selv da jeg så båden forsvinde i mørket, tænkte jeg, ’at det er sådan situationen er nu’. Så må man begynde at handle ud fra situationen.

’Rattler’ sejlede stadig cirkler og vendte endnu engang tilbage til Kim Specht. Denne gang fik han i en sidste kraftanstrengelse fat og hevet sig selv ombord.

- Jeg gav aldrig op. Og jeg giver aldrig op.

Telefonopkald til sønnen blev redningen

Kim Specht kollapsede af udmattelse på dækket. Han var stærkt nedkølet. Kropstemperaturen var nede på 32 grader for at være præcis.

Sejleren fra Videbæk formåede at ringe til sin søn, der slog alarm. Næsten halvanden time senere fandt redderne fra redningsstationen i Hvide Sande frem til den forulykkede sejler, der stadig havde sin søn i røret.

Kim Specht sammen med sin 20-årige søn Kristian. Telefonopkaldet var altafgørende for, at Kim blev fundet.
Kim Specht sammen med sin 20-årige søn Kristian. Telefonopkaldet var altafgørende for, at Kim blev fundet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Jeg kunne høre på ham med det samme, at der var noget galt. Det var skræmmende, men jeg holdt hovedet koldt, forklarer sønnen Kristian Specht.

- Han havde det ikke godt. Han var meget diffus. Det var ikke sjovt. Jeg lod redderne komme til, for jeg var klar over, at de ville have styr på det.

Kampen var ovre. Kim Specht blev reddet. I første omgang ved egen viljestyrke. I næste af redningsfolk, redningshelikopter og lægestab på Skejby Sygehus.

Kim Specht blev fløjet med redningshelikopter til Skejby Sygehus. (Arkivfoto)
Kim Specht blev fløjet med redningshelikopter til Skejby Sygehus. (Arkivfoto)
Foto: Nanna Kreutzmann / Ritzau Scanpix

En livstruende situation: - Han har været heldig

Leder af redningsstationen i Hvide Sande, Lorentz Lauridsen, koordinerede redningsaktionen fra stationen.

Han er forundret over, at det overhovedet lykkedes Kim Specht at fastholde sit tag i rebet. Og i livet.

- Det er ikke normalt, at folk falder ud af deres båd ude på fjorden, og det er usædvanligt at ligge så længe i vandet. Han var heldig med at få fat i snoren. Ellers var det gået helt galt.

- Jeg har før hørt folk snakke om, at det ’kun’ er Ringkøbing Fjord, men man skal altså lige huske på, at den er 30 kilometer lang og syv-otte kilometer bred. Jeg vil meget nødig prøve på at svømme ind til land ude fra midten, siger Lorentz Lauridsen.

Forundringen har også fundet vej ind på Regionshospitalet i Herning, hvor ledende overlæge Tommy Andersson kalder udfaldet af ulykken for heldig.

- Det er en livstruende situation, han har været i. Havde han været en time længere i vandet, havde han ikke overlevet efter min vurdering.

- Der er stor risiko for, at man ikke klarer sig, når kroppen kommer helt ned på 32 grader. Så han skal være godt tilfreds med, at han har været så heldig. For han har været meget heldig.

Vil ud at sejle igen

Oplevelsen sidder stadig i Kim Specht. Efter eget udsagn vil den komme til at gøre det et godt stykke tid endnu, for som han selv konstaterer: Det var en lang nat på fjorden.

- Der er kommet en reaktion til mig bagefter, og den skal bearbejdes. Det får jeg hjælp til nu. Jeg har fundet ud af, at det måske nok lige var tæt nok på.

Men selvom hændelsen sidder dybt i ham, er han fast besluttet på én ting: Han vil på vandet igen. 

- Nu skal jeg have bearbejdet den lange nat. For jeg skal ud og sejle igen.

4:00