KIF Kolding København appellerer pointsag

KIF Kolding København appellerer pointsag

KIF Kolding København går videre med sagen om de fem fratrukkede point, oplyser klubbens sportschef.

KIF Kolding København anker beslutningen om, at klubben er blevet fratrukket fem point i Boxer Håndboldligaen onsdag.

 

Det oplyste klubbens sportschef i et interview med TV 2 Sport onsdag aften få timer efter, at Håndboldens Appelinstans under Dansk Håndbold Forbund, DHF, besluttede at fratrække KIF fem point for ulovligt brug af træner Carlos Ortega i tre kampe håndboldkampe i ligaen.

 

- Ja, det gør vi (anker sagen, red.), siger Lasse Boesen til TV 2 Sport.

 

Kendelsen kan ankes til DIF Idrættens Højeste Appelinstans, hvilket skal ske inden for fire uger.

 

KIF blev fratrukket de fem point, som var opnået i kampe mod Skive, Sønderjyske og Mors-Thy, da de tre nævnte klubber protesterede imod den oprindelige afgørelse, der lød på 100.000 kroner i bøde til KIF.

 

Beslutningen har fået stor betydning for afviklingen af Boxer Herreligaen, da de fem point er strøget ud over de tre klubber inden onsdagens sidste runde i ligaen.

 

Her kunne Skanderborg Håndbold have sikret sig en plads i slutspillet, men det kan ikke længere lade sig gøre, da Skanderborg er to point efter Sønderjyske nu, som er bedre indbyrdes på ottendepladsen i ligaen.

 

De fem point, der er trukket fra KIF, betyder, at klubben ryger ned på sjettepladsen, mens bundholdet Skive stadig har chancen for at undgå direkte nedrykning, da man inden aftenens kampe er to point efter Nordsjælland, som man er bedre end indbyrdes.

 

/ritzau/