Kian Hansen satser på pokalfinale og medaljer

FC Midtjylland-stopperen Kian Hansen satser på at komme i pokalfinalen og spille om medaljer i denne sæson.

150525-0003kbk-press.jpg

Opstarten er skudt i gang i FC Midtjylland, og onsdag var spillerne for første gang ude at trille med en fodbold.
    
FCM ligger lige nu på tredjepladsen med ti point op til Brøndby på andenpladsen.
    
Der er fem kampe tilbage i Superligaen, før slutspillet begynder, og her er målet klart for FCM-stopperen Kian Hansen.
    
- Vi skal ende i slutspillet og spille med om minimum tredjepladsen til det sidste, og så kommer vi forhåbentligt i en pokalfinale, siger Kian Hansen til klubbens hjemmeside.
    
FCM-backen Rasmus Nissen sigter endnu højere, når det kommer til slutplaceringen i ligaen.
    
- Jeg forventer, vi kommer i top-seks her i grundspillet, og at vi skal spille med om sølvet (andenpladsen, red.). Det er det, jeg håber og tror på, lyder det fra Rasmus Nissen.
    
I første omgang venter en derbykamp hjemme mod Viborg FF søndag 19. februar.
    
- Det bliver fedt. Det kunne ikke starte meget bedre end med et derby. Jeg har kun været med til ét derby, og det var på udebane.
    
- Så jeg glæder mig til at spille kampen på hjemmebane, og så skal vi selvfølgelig have en god start på sæsonen, siger Rasmus Nissen.
    
Kian Hansen glæder sig over omsider at komme i gang med træningen.
    
- Det er dejligt. Det har været en lang ferie, hvor man har skullet hanke op i sig selv for at få løbet sine kilometer og lavet sit træningsprogram.
    
- Men det er altid dejligt at komme tilbage og se drengene og røre en bold igen.
    
- Lige nu er fokus at få løbet de sure kilometer. Det hører sig til, og et eller andet sted er det jo for vores egen skyld, siger Kian Hansen.
    
/ritzau/