Kevin Magnussen indvier videnscenter i Thy

EUC i Thisted åbnede i dag et videnscenter for automation og robotteknologi, og det var med prominent besøg, at centeret blev indviet.

02:25

Det var til stor glæde for de mange fremmødte, at Kevin Magnussen var på besøg i Thisted til indvielse af EUC's nye videnscenter for automation og robotteknologi.

Midt i en travl Formel 1-kalender har Haas-køreren Kevin Magnussen fundet tid til at kigge forbi til invielsen af EUC Thisteds videnscenter for automation og robotteknologi.

Det var til stor glæde for de mange fremmødte. 

- Det er jo noget, som de fleste drømmer om som unge, siger Simon Bøttger, der er smedelærling på EUC Nordvest i Thisted.

Det Haas-team, som Kevin Magnussen kører for, har leveret fem nye maskiner til EUC's nye center, der uddanner folk til at bruge netop de maskiner.

- Det var jo fuldstændig fantastisk. Nu har jeg jo fulgt ham på fjernsyn, lige siden han startede i Formel 1, siger Rasmus Thomsen fra Thisted. 

Mere populær end maskinerne

Og stjernestøvet fra Kevin Magnussen trak da også lidt mere i publikum, end maskinerne gjorde.

Ville du være kommet, hvis ikke Kevin Magnussen var kommet?

- Det er jeg ikke sikker på, siger Rasmus Thomsen. 

For Kevin Magnussen selv var rundvisningen og fremmødet et anderledes afbræk i en travl hverdag. 

- Det er selvfølgelig mere spændende at køre i racerbiler end at kigge på maskiner. Men det hele hører jo med, siger Kevin Magnussen.

Efter en times tid med rundvisning på centeret og tid til at skrive autografer og få taget billeder med sine fans, fløj Kevin Magussen væk i helikopter. 

Læs også Husker du da 13-årige Kevin Magnussen kørte ræs i Thy?