Kennelejer glæder sig over ny smiley-ordning

Kennelejer glæder sig over ny smiley-ordning på hundekenneler- og pensioner, der skal sikre flere hundes velfærd.

Hundekennel

På Ulfborg hunde- og kattepension arbejder de hver dag hårdt for at få hundenes haler til at logre. Derfor bliver en ny smiley-ordning for hunde budt velkommen.

- Det er helt i orden, at der kommer en smiley-ordning. Så kan folk gå ind og se, at tingene er i orden, siger Martin Poulsgaard Jørgensen, der er ejer af Ulfborg Hunde- og Kattepension 

Martin Poulsgaard ejer en hundekennel og han er glad for den nye smileyordning. 
Martin Poulsgaard ejer en hundekennel og han er glad for den nye smileyordning. 
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

På væggen har han hængt Fødevarestyrelsens kontrolrapporter, så kunderne kan se, om der er anmærkninger. 

Smiley-ordning har været et ønske

Efter flere grimme sager om hundemishandling og illegalt salg har den kommende smiley-ordning længe været et ønske fra branchen til politikerne.

- Det er jo mange gange nogle hvalpe som, har levet under nogle ganske kummerlige forhold. Det kan være indavl, det kan være meget meget usunde og syge hvalpe. Derfor er det vigtigt, at forbrugeren har en mulighed for i det mindste, at kunne se, hvor tingene er i orden henne, siger Karina Due, der er dyrevelfærdsordfører hos Dansk Folkeparti.

Også hundeejer og bruger af Ulfborg Hunde- og Kattepension Henrik Rasmussen er glad for den nye ordning, selvom smileyen ikke er altafgørende for ham. 

Henrik Rasmussen lader i stedet hundens reaktion være vurderingen.

- Hvis hunden ikke er glad for at komme her, så tror jeg heller ikke, jeg ville være glad for at komme her. Derfor ved jeg, at når hun er glad, så er jeg også glad, siger han.

Dyrevelfærden bliver bedre

Med den nye smiley-ordning skærpes kontrollen af alle registrerede hundekenneler og pensioner fra hvert tredje år til en gang om året. 

- Mere end 200 Kenneler kommer ind i den her smiley-ordning, så det her er et massivt løft af vores dyrevelfærd, siger miljø- og fødevarerminister Esben Lunde Larsen. 

Hos hundepensionen i Ulfborg har ordentlige forhold og god omtale stor betydning for forretningen. Derfor vil den ny e smiley-ordning også være med til at fastholde et højt niveau. 

- Den vil da nok betyde, at vi i hvert fald, ligesom vi gør nu, skal holde det rent og pænt. 

- Vi vil da være utrolig kede af, hvis vi fik en dårlig smiley. Det ville vi i hvert fald ikke være stolte over, siger Martin Poulsgaard Jørgensen.

Ligesom ved fødevare-smileyen er det også fødevarestyrelsen, der skal forvalte den nye smiley for hunde.

1:43
Ny smiley-ordning hos hundekenneler