Kennedy banede vejen for den politiske karriere

Det var ved fjernsynet i landsmandshjemmet i Bækmarksbro, at borgmester i Holstebro, H.C. Østerbys, politiske drive blev vakt til live.

28:06
62-årige H.C. Østerby er synonym med Holstebro. Igen og igen har socialdemokraten bevist, at han er den, vælgerne vil have som byens førstemand. Lige nu er han i gang med sin tredje periode som borgmester.

Han er landmandssøn. Opvokset i Bækmarksbro. Hans var far - vist nok – Konservativ, og hans storebror er i dag folketingspolitiker for netop samme parti. Men han selv er socialdemokratisk borgmester i Holstebro Kommune. For H.C. Østerby et naturligt valg ledt på vej af nogle særdeles stærke, politiske stemmer:

- Jeg kunne godt li, at se fjernsyn. Og jeg kan huske, at John F. Kennedy var den, der åbnede mine øjne. Hans indsats for borgerrettighederne i USA sammen med Martin Luther King gjorde indtryk. Der gik det op for mig, at vores samfund var splittet ude i den store verden, og det anede jeg jo ikke i min lille trygge verden i Bækmarksbro, fortæller H.C Østerby.

Et udadvendt menneske

H.C. Østerby ville gøre en forskel og blev uddannet pædagog i 1980. Senere har han suppleret med en efteruddannelse fra Lærerhøjskolen i Aarhus. I perioden 1995 og frem til han overtog borgmesterkæden, havde han stilling som leder ved Holstebro Sportscollege. Og også studietiden har været med til at forme ham til den politiker, han er i dag.  

- Det handler om menneskekundskaber. Jeg har det allerallerbedst, når jeg interagerer med andre mennesker. Jeg er et meget udadvendt menneske, jeg elsker dialog, og det har jeg fra min far, fortæller borgmesteren, der ifølge ham selv bruger sine menneskekundskaber hver eneste dag i jobbet som borgmester.  Et job, han ellers ikke umiddelbart gik efter, da han trådte ind i byrådet i Holstebro Kommune i 2002.

- Det var ikke med en ambition om at blive borgmester, men politik har det jo med at forme en undervejs. Og det med at have indflydelse, det graver sig stille og roligt ind i kroppen og sindet på én. Så lige pludselig tænkte jeg: ”Jeg kunne egentlig godt tænke mig at komme skridtet videre.”

Former Holstebro for fremtiden

I 2009 tog han skridtet videre og blev valgt som den socialdemokratiske mand for bordenden i kommunen. Og her befinder han sig med egne ord rigtig godt.

- Du kommer med i beslutningsprocesserne. Man får indsigt i, hvad det er der foregår inde i motorrummet i en kommune. Man får indsigt i alt lige fra administrationen til forvaltning og ikke mindst, hvor man kan præge en udvikling til gavn for vores kommune.

Og netop udviklingen er der sat tryk på i Holstebro Kommune, mener byens førstemand, der efter valget i 2017 for tredje kunne sætte sig i front i kommunen.

- Vi er i gang med den store masterplan. Slagterigrunden og sygehusgrunden – vi taler altså 1516 hektarer tilsammen – bliver fri. Så vi er i gang med en kæmpe omdannelse af en by som Holstebro. Vi er ved at forme byen for fremtiden, så det her er den vigtigste valgperiode set med mine øjne, forklarer H.C. Østerby.

H.C. Østerby er gæst i interviewserien 'Mød Borgmesteren', hvor landsdelens politiske førstemænd og -kvinder i studiet på TV MIDTVEST fortæller om, hvilke udfordringer der for dem ligger i at sidde for bordenden i en kommune.