Kendte skal hjælpe udkantsdanmark

En række samfundsdebattører skal sætte gang i en mere positiv debat om udkantsdanmark

Ni personer fra det såkaldte udkantsdanmark skal hjælpe ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, i kampen for yderområderne.

Visionsgruppen skal skabe en debat i samfundet, om hvilke udfordringer der er i udkantsdanmark og hvilke styrker, man kan arbejde videre på. Kommunaldirektør, Lars Møller fra Holstebro og forfatter Marianne Jørgensen fra Selde repræsenterer det midt- og vestjyske.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at samle så stærke personligheder i visionsgruppen. De kan være med til at tegne et anderledes billede af vores landdistrikter, som desværre ofte omtales for negativt. Samtidig kan medlemmernes bidrag være med til at sætte gang i en bred og folkelig debat, om hvordan landdistrikterne skal udvikle sig i de kommende år, siger minister Carsten Hansen i en pressemeddelse.

Derudover deltager også Niels Hausgaard og Frank Erichsen, bedre kendt som Bonderøven.