Keller: Jeg kommer for at spille fodbold

Selvom Christian Keller har fået stor opmærksomhed i medierne på det seneste, ligger hans fokus udelukkende hos hans nye klub Viborg FF.

Efter måneder uden fodboldminutter i benene er Christian Keller atter klar til at betræde grønsværen. Den nu tidligere Randers FC-spiller blev i dag præsenteret i Viborg FF, hvor han har skrevet under på en etårig kontrakt.

35-årige Christian Keller var gennem foråret den mest omtalte danske fodboldspiller, men det var ikke på grund af fodbolden. Det kom nemlig frem, at Christian Keller var blevet kærester med holdkammeratens Jonas Borrings daværende kone. Det skabte stor splid i Randers FC-truppen, hvor Christian Keller blev frataget sit anførerbind og smidt på tribunen af Colin Todd, efter sagen kom frem. Men nu ser hovedpersonen selv fremad.

- Jeg har lagt sagen på hylden for lang tid siden. Det gjorde jeg allerede, da jeg var i Randers, og den har ikke påvirket mit valg. Jeg kommer her for at spille fodbold og passe mit arbejde. Det er fodbolden jeg elsker, så det har hverken påvirket mit valg eller noget de sidste mange måneder. Sagen er for længst lagt på hylden, så nu koncentrer jeg mig bare om at spille fodbold, siger Christian Keller.

Ser frem til comeback

Christian Keller spillede i perioden 2003-2005 i Viborg FF, inden han drog ud på et udenlandseventyr, der førte ham til blandt andre Lazio og Torino og Italien samt tyrkiske Kasımpaşa. Men nu ligger fokus i Viborg.

- Jeg har rigtig meget lyst til at spille fodbold igen. Jeg var her for lang tid siden og havde mange gode oplevelser inde på Viborg Stadion med fansene, så det var oplagt at komme tilbage for at komme i gang med fodbolden igen, siger Christian Keller.

Christian Keller havde i dag første træning med sine nye holdkammerater i Viborg FF.

Hør dele af interviewet med Christian Keller herunder: 

 

02:31 Luk video