KD=landdistrikternes parti

Kristendemokraterne har på partiets landsmøde forfattet 12 punkter til gavn for landdistrikterne.

Kristendemokraterne holdt lørdag landsmøde i Middelfart, hvor partimedlemmerne enedes om at rette fokus mod landdistrikterne.

Partiet vil affolkningen på landet til livs. Målet er, i følge politisk ordfører, Per Ørum Jørgensen fra Staby, at der i 2015 skal være bosat mindst lige så mange danskere som i 2010. Midlet er i følge Kristendemokraterne en 12-punktsplan til gavn for yderområderne i Danmark.

Læs Kristendemokraterns plan for, hvordan affolkningen på landet bremses, her:

1) Alle borgere skal kunne nå nærmeste sygehus på maksimalt 30 minutter. Behandling og forebyggelse i det øvrige sundhedssystem skal ske så decentralt og tæt på borgerne som muligt, og skal være af tilstrækkeligt omfang.

2) Folketinget skal have et nyt stående udvalg - Landdistriktsudvalget - på linje med Socialudvalget, Miljø- og Planlægningsudvalget m.fl.

3) Kommunerne skal planlægge et net af garanti-landsbyer hvad angår skoler, butikker og anden borgernær service. Det kan være landsbyer med et givet mindste indbyggertal, hvor også tilflytning lettes, fordi man garanteres god service i en længere årrække frem. Borgere fra landsbyer, hvor kommunen ønsker at stoppe betjeningen, skal tilbydes flytning til garanti-landsbyerne.

4) Lukkeloven skal værne lokale butikker mod den ulige konkurrence fra storcentre og varehuse, så små butikker fx kan have åbent på søndage, hvor store har lukket.

5) Lokale butikker skal støttes med lønnede ekstra funktioner som post-, medicin- og biblioteksservice.

6) Kommunerne skal vælge lokale vareleverancer, når de ikke er væsentligt dyrere end tilbud fra storleverandører, samt tilbyde ordninger med vareudbringning til lokalsamfund uden butikker.

7) Decentralisering og nærhed skal prioriteres forud for rene effektivitetsberegninger. Eksempelvis skal små landsbyskoler bevares uden faste grænser for, hvor mange elever de mindst skal have.

8) Fri- og efterskoler skal styrkes og være en naturlig del af myndighedernes planlægning. Nærhed skal prioriteres før ren effektivitet.

9) Småøerne skal støttes ved fremme af tilflytning og opretholdelse af en fastboende befolkning, fx gennem fri fragt på linje med den nuværende frie passagertransport for beboerne, og tilbud om bredbåndsforbindelser på 50 Mbit/s til alle i 2015.

10) Foreningslivet fremmes som naturligt alternativ til myndighedernes og private firmaers tilbud, og må ikke forskelsbehandles. Foreningslivet er en stor del af kulturen i landdistrikterne, og skal fortsat bidrage til at gøre det attraktivt at bo i disse områder.

11) Der etableres i alle kommuner et program til fremme af visioner fra borgerne om, hvordan landdistriktsplanen overordnede mål kan nås, sådan at disse forslag i særlig grad kan medvirke til planens opfyldelse.

12) Folketinget skal efter forhandling med kommuner og regioner løbende fastsætte nye langsigtede mål mod affolkning af landdistrikterne. Første gang som nævnt for 2015.