KD-formand udfordrer borgmester i Lemvig

Kristendemokraternes nordsjællandske formand skal lørdag debattere fraflytning og udkantsproblemer med borgmesteren i Lemvig Kommune.

150207erikstig.jpg

Mens andre så småt er gået på vinterferie, er det endnu ikke helt tilfældet for Lemvig Kommunes borgmester, Erik Flyvholm (V). Lørdag skal han nemlig til debat i Harboøre Hallen. Arrangeret af Kristendemokraterne.

- Det ligger mig meget på sinde at diskutere landdistriktspolitik, så derfor stiller jeg op til det her arrangement, fortæller Erik Flyvholm.

Valgkamp skudt i gang

Det er Kristendemokraternes landsformand, Stig Grenov, fra Hørsholm i Nordsjælland, der  er på stemmejagt i det vestjyske. Men det bekymrer ikke Venstre-borgmesteren.

- Hvis KD bliver tungen på vægtskålen til et kommende folketingsvalg, og jeg har været med til at præge det, så det falder ud til Lemvigs fordel, så er jeg rigtig godt tilfreds, siger Erik Flyvholm.

Spørger man arrangøren, er det ingen hemmelighed, at debatten er til for at trække vælgere i en kristendemokratisk retning.

- Vi gør meget ud af udkants- og udviklingsproblematikker. Vi lægger vægt på decentralisering i vores politik, og det er også relevant for Lemvig Kommune, fortæller Bent Hansen, der er næstformand i Kristendemokraterne og bosat i Lemvig.

Arrangementet begynder kl. 10.30 og er ordstyret af viceborgmester i Lemvig Kommune, Kenneth Bro (S).