Katte satte ild til hus

2 katte var alene hjemme og satte ved et uheld ild til huset.

Et hus på Duelundvej i Kjellerup brændte mandag eftermiddag og blev alvorligt skadet. Politiet har en ganske usædvanelig teori om, hvordan branden er opstået: Husets to katte startede branden.

Husets ejer havde fyret op i brændeovnen og havde hængt vasketøj på et tørrestativ, hun havde sat i god afstand til brændeovnen. Hun forlod huset kl 11 og lod sine to katte være alene hjemme.

Politiet regner med, de to katte kravlede og legede i tørrestativet og det derfor er væltet over i brændeovnen. Varmen fra ovnen satte ild i tøjet og startede dermed branden.

Begge gerningskatte omkom i branden.