Kat og hund reddet fra husbrand

En brand i en ejendom på Ørnevej i Nørre Snede var tæt på at koste en hund og kat livet. Takket være opmærksomme naboer blev ulykken afværget og branden slukket.

Roegdykker under forberedelser.jpg

Lidt efter kl. 13 lørdag eftermiddag opdagede beboere på Ørnevej i Nr. Snede røg i en ejendom på vejen. Beboerne ringede 112 og gik derefter igang med at undersøge, om der var nogen hjemme i ejendommen.

Det viste sig husets mandlige beboer ikke var hjemme, til gengæld kunne naboerne se hjemmets hund var fanget i røgen. Ved at smadre en rude lykkedes det naboerne at få hunden ud.

Kort efter ankom det kommunale redningsberedskab. Da beredskabet gennemgik huset fandt man desuden en kat, som også var blevet fanget i ejendommen. Katten blev hjulpet ud og var heldigvis også uskadt, fortæller indsatsleder ved Ikast-Brande Kommunes Beredskab, Per Andreassen.

Hunden tændte for komfuret

Branden kom også hurtigt under kontrol. Det viste sig at være hunden, der var årsag til branden. Ejendommens mandlige beboer havde været ud at købe ind og havde stillet sine varer på komfuret i køkkenet.

Efter manden igen havde forladt ejendommen, havde hunden forsøgt at hoppe til købmandsvarerne. I forsøget var hunden kommet til at skubbe til en af dreje-kontakterne og dermed tænde for en kogeplade. Den varme kogeplade fik til at sidst købmandsvarerne til at antænde.

Heldigvis ligger ejendommen på Ørnevej meget tæt på brandstationen, så branden havde ikke nået at bredde sig ret meget, inden redningsmandskabet fik slukket den lille brand.

Branden resulterede kun i røgskader i køkkenet. Og så selvfølgelig en forskrækket hund og kat.