Kastede pizza efter betjente og fik peberspray

En 24-årig mand fra Lemvig fik peberspray, efter at han modsatte sig en anholdelse og kastede med pizza efter politiet. Arkivfoto.

Haandjern-paa-politi_0.jpg

En 24-årig mand fra Lemvig fortryder nok sine handlinger sent lørdag nat på Den Røde Plads i Holstebro.

Da en patruljebil kørte forbi ham, valgte han at kaste sin lune pizza efter politiet.

Og da betjentene herefter ville anholde ham, modsatte han sig.

- Vi blev nødt til at bruge peberspray for at få styr på ham, fortæller politikommissær Knud Lauridsen fra Lokalpolitiet i Holstebro.

Den 24-årige blev dog anholdt og taget med til detentionen.

Stak af med håndjern på

Samme nat forsøgte en 21-årig mand at stikke af, efter at han allerede var blevet anholdt i Holstebro.

Manden havde startet et slagsmål og var blevet anholdt og anbragt på bagsædet af en patruljevogn. Og da betjentene var travlt optaget af et nyt slagsmål, forsøgte han at stikke af med håndjernene på.

En dørmand så dog episoden og fik standset den unge mand.

- Det er længe siden, at vi har haft så travl en nat. Jeg ved ikke lige, hvad årsagen er til, at vi havde så meget, fortæller Knud Lauridsen.

I alt er 5-6 personer sigtet for at overtræde ordenbekendtgørelsen i Holstebro i lørdag nat.