Kastede flise i hovedet på udlejer

En 20-årig mand fra Durup blev søndag aften så sur på sin tidligere udlejer, at han kastede en belægningsflise i hovedet på ham

Haanjern-Paa_0_0.jpg

Udlejeren, en 57-årig mand, fik en 6 cm lang flænge i ansigtet, og udover stenen blev han også slået flere gange.

Den 20-årige gerningsmand har tidligere boet i udlejerens lejlighed på Bystedvej i Durup, der i øjeblikket er ved at blive renoveret.

Omkring klokken 17.30 søndag aften troppede den 20-årige mand op foran lejligheden, og de to kom op at skændes om et pengespørgsmål.

Skænderiet udvilkede sig så voldsomt, at det endte med stenkast, og udlejeren måtte køres på sygehuset til observation.

Den 20-årige mand er anholdt og sigtet for kvalificeret vold. Han er i forvejen kendt af politiet.