Kasserede trafiktavler koster staten omkring 80 mio. kroner

Først blev danske motorveje udstyret med elektroniske trafiktavler. Siden blev tavlerne slukket, og nu pilles de ned. En politiker beklager forløbet.

Nu er de elektroniske trafiktavler ved Herning taget ned igen.
Nu er de elektroniske trafiktavler ved Herning taget ned igen.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

- Hele den sag er et skoleeksempel på, hvordan vi ikke skal gøre. Det er meget ærgerligt, at det ikke lykkedes at finde penge til at fortsætte med trafiktavlerne.

Sådan lyder det fra Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, til Ingeniøren.

Han stod blandt andre bag beslutningen i 2009 om, at der skulle opstilles elektroniske trafiktavler op langs de mest trafikerede motorveje - for eksempel ved Herning.

I foråret 2017 blev tavlerne dog slukket igen, da der ikke var penge til at holde dem i drift.

Efter et års uklarhed om hvad der videre skulle ske med tavlerne, er det nu besluttet, at alle de elektroniske tavler skal pilles ned undtagen dem, der står på Motorring 3 ved København. Det skriver Ingeniøren.

Den samlede regning løber op i mellem 77 og 81 millioner kroner. Det er en lektie, som politikerne bør lære af, mener venstres transportordfører.

- Når vi igangsætter noget fornuftigt, skal vi sørge for, at det kommer ind på finansloven og ikke er afhængigt af puljemidler. For når puljen er opbrugt, står man uden driftsmidler. Det dur bare ikke.

- Jeg påtager mig min del af ansvaret, for det er simpelthen ikke godt nok. Det er os politikere, der må sørge for, at når vi introducerer ny teknologi, så skal der også være penge til driften. Så enkelt er det, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Kun tavlerne på Helsingørmotorvejen mangler nu at blive taget ned.