Far for en uge: Kasper tester sig af som far ved at passe en dukke

En babysimulator skal give sårbare unge en forsmag på, hvad det vil sige at være forældre. For hvornår er man klar til at få et lille barn?

Det er fuldtidsarbejde at passe en simulatorbaby. Foto: Majbrit Oddershede Bach, TV MIDTVEST

 - Er du godt tilpas lille Mads?

Spørgsmålet fra Kasper Jensen er rettet mod en dukke. En dukke med en meget moderne teknologi indbygget. En chip indbygget i dukken giver et 1-1 oplevelse for Kasper og kæresten Bettina af, hvad rollen som forældre til en lille baby indeholder. 

Det er baby først. Det er sådan noget, der lige kræver tid, før man kan leve på den måde.

Kasper Jensen, studerende, Snedsted.

Baby skal skiftes, have mad, vågner midt om natten. Alle de ting skal det unge par fra Snedsted gennemgå i de fem dage forsøget varer. 

- Jeg tænkte, det kunne være interessant at opleve, hvordan det er at have et barn, fortæller Kasper Jensen. 

Han er til dagligt studerende på STU, en uddannelse for unge med særlige behov. I denne uge er de unges egne behov trængt i baggrunden. I stedet står den på bleskift og meget mindre søvn end normalt. 

Øjenåbner

Det er unge på STU-uddannelsen, der bliver tilbudt muligheden for at få en næsten levende dukke i en uge. Det tilbud bliver givet af flere årsager.

Udover de basale behov har babyen også brug for kærlig omsorg.  Foto: Majbrit Oddershede Bach, TV MIDTVEST

- Det handler om erfaringsdannelse. De har babyen for sig selv. Her er ingen løftede pegefingre. Vi kan efterfølgende aflæse på computeren, er den blevet skiftet, har den fået mad? Det bruger vi så til, at vi efterfølgende kan have en dialog med de unge. Her taler vi om, hvad den unge kan arbejde med, fortæller lærer på STU Lene Rysgaard. 

Det har været et par gode dage, jeg har lært meget. Jeg er ung, min ungdom skal ikke forsvinde nu. Så jeg skal ikke have børn lige nu.

Kasper Jensen, studerende, Snedsted. 

Inden de unge blev prøveforældre gennemgik de én uges undervisning på skolen. Også undervejs i ugen står den på oplæg og snakke om, hvad det vil sige at blive mor og far. 

Egne behov i baggrunden

For Kasper er det allerede efter to døgn tydeligt, at et lille barn kræver meget. For at få et retvisende billede af, hvordan han reagerer i rollen, så forsøger han at leve sig ind i projektet. 

- Jeg skal huske mine egne behov, men de kommer i anden række. Det er baby først. Det er sådan noget, der lige kræver tid, før man kan leve på den måde, fortæller Kasper Jensen. 

Kasper lever sig ind i rollen som far. Han har givet babyen navnet Mads.  Foto: Majbrit Oddershede Bach, TV MIDTVEST

Lene Rysgaard understreger, at kurset ikke munder ud i en konklusion. Erfaringerne fra ugen som forældre skal de unge selv tage med videre. Det er dem, og kun dem, der afgør, om de vil gå skridtet fuldt ud og blive forældre. Kurset skal give Kasper Jensen og de andre et kvalificeret grundlag for at træffe beslutningen. 

Halvvejs igennem forløbet har Kasper Jensen allerede fået afklaring omkring, hvordan han ser sig selv i fremtiden. 

- Det har været et par gode dage, jeg har lært meget. Vi er begge unge, vores ungdom skal ikke forsvinde nu. Så vi skal ikke have børn, endnu, fortæller Kasper Jensen. 

Efter ugen som forældre rundes projektet af. Det gør det med fem dages opfølgning på, hvordan ugen som mor og far har været.  

03:52

Se hele indslaget om Kasper Jensen og rollen som prøvefar her. 

Luk video